United States or Guernsey ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg trykked hende hårdt ind til mig, klemte grådigt hendes Krop ind til mit Bryst, og hun sagde ikke et Ord. Jeg hørte vore Hjærteslag, både hendes og mine, de lød som begravede Hovtramp. Jeg kyssed hende. Jeg vidste ikke længere af mig selv, jeg sagde noget Nonsens, som hun lo ad, hvisked Kælenavne ind i hendes Mund, klapped hende på Kindet, kyssed hende mange Gange.
«Neida,» hun lo. «Bare av og til saa ser vi solen staa op og gaar og spiser frokost. Nu vil altsaa ikke frøken Jahrmann hjem inat.» Helge visste neppe selv, hvorfor han blev sittende. De drak noget blaagrøn likør han blev døsig av den, men de andre lo og pratet. Forbi ham svirret navne paa mennesker og steder, han ikke kjendte.
Jeg syntes du var ung meget yngre end jeg i dit hjerte, for du trodde endda paa alt som jeg lo av og kaldte barnedrømme, like til du fik mig til at tro, det fandtes til kjærligheten og varmen og alt det der .» Gert Gram lo stille ut for sig. Saa hvisket han: «Kanske mit hjerte ikke var ældre end dit, du.
Hvorfor kunde ikke egentlig hele Huset være flyttet ud i Aker, når jeg kom og skulde ind? . . . . Og jeg lo ved mig selv, forhærdet af Sult og Forkommenhed. Jeg hørte Hestene stampe inde i Stalden, og jeg kunde se mit Vindu ovenpå; men Porten kunde jeg ikke åbne, og jeg kunde ikke slippe ind. Træt og bitter i Sind bestemte jeg mig derfor til at gå tilbage til Bryggen og lede efter mine Nøgler.
Han sat stille og saa paa hende. «Jeg vet, hvad du mener,» sa han tilsidst sagte. «Men Jenny der er andre, som har tænkt det samme. Men naar man har latt sig gli nedover en stund . Saa gjør man ikke det, du kalder at sætte punktum .» Han gled ned av murkanten, kom bort og tok hendes haand: «Du Jenny hold op med det der da hvad?» Hun reiste sig op og lo litt: «Foreløbig ialfald.
Saa du bør ta en revolver i lommen. Jeg vil ogsaa holde ordentlig øie med dig fra taarnvinduet.“ Kerr lo litt, og syntes øiensynlig at Longley gjorde for meget ut av dette, men tok allikevel revolveren med. Satte saa tvers over sletten mot den lille træklyngen, hvor de fremdeles kunde se manden staa.
I morgen reiste han dit. Der vilde han møte vaaren den frysende, nakne, forventningsfulde vaar med alle blomsterøinene blændet av væte, skjælvende av kulde i vinden blomstrende allikevel . Vaaren og hun nu var de to et for ham. Aaja hun som stod og frøs og lo i det skiftende veir og vilde samle alle blomsterne op i sit fang .
Om han ikke kunde give mig nogle Øre for dem? . . . . Så mange, som han selv syntes . . . . Ganske efter hans eget Skøn . . . . For de Knapper? Og »Onkel« stirrer forundret på mig. For disse Knapper? Bare til en Cigar, eller hvad han selv vilde. Jeg gik netop forbi, og så vilde jeg høre ind. Da lo den gamle Pantelåner og vendte tilbage til sin Pult, uden at sige et Ord. Der stod jeg.
Endda kunde hun føle den underlige stivnen gjennem alle lemmer . Aldrig siden gik den ut av hendes myke, slanke krop, den blev som en træstok, naar hun skulde forsøke at lære at danse paa egen haand. Hun kunde det ikke. Hun vilde endelig faa komme paa danseskole, men det blev der aldrig raad til. Hun lo. Det var veninderne.
Saa Jenny visste nok, hvad et forbjerg var. Og saa spurte frøkenen i geografi hende netop, om hun kunde nævne et norsk forbjerg. Og Jenny sa «Næsodden». Frøkenen smilte og hele klassen lo. «Signe,» sa frøkenen, og en liten Signe stod op og sa kjapt: «Nordkap, Stat, Lindesnes.» Men Jenny smilte overlegent, likegyldig, mot de andres latter. Det var kanske første gang.