United States or Caribbean Netherlands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Alt hvad du ved det har lidt o, det fast mig forekommer, er en Straf i Herrens Planer, for hvad Du, om sandt jeg ahner, har mod mig, din Mand forbrudt. Dog fortæl! I Dette ei nærmest dømmer Gud, men Jeg.» «Johnny! jamred Hun o skaan, skaan mig, o, for Det alene, som vil bringe mig dit rene Hjertes Ringeagt og Haan! Spørg ei! Hav Barmhjertighed! og tilgiv hvad ei Du veed! Deel min Rigdom!
Vilde hun have syntes bedre om mig, hvis jeg havde gjort mig til en Udhaler? . . . . Ikke noget Sludder. Det galdt bare at gå på! Og hvis det bare galdt at gå på, så ved den levende . . . . Jeg lagde hende ned, lagde hende simpelthen ned i Sofaen. Hun stred imod, ganske lidt forresten, og så forbauset ud. »Nej . . . . hvad vil De?« sagde hun. »Hvad jeg vil?!« He, hun spurgte, hvad jeg vilde!
To Fluer med ét Smæk, forstaar du, det er billigere og nemmere.“ „Jeg er vis paa, at jeg saa dine Folk ved Færgen for lidt siden.“ „Ja, det er rimeligt nok. Sazepin, som du jo nok kender af Omtale, er iblandt dem. Du maa endelig lære ham at kende.“ De var imidlertid kommet til Andreys Værelse; David tog sin Overfrakke af, smed den paa den Hestehaars Sofa og satte sig.
FRU HALM. Nej, den er eviggrønt , som ej står brun i december selv, så lidt som midt i juni. GULDSTAD. Nej, den er islandsk mos i godvejr høstet: den læger frøkener med ondt for brystet. EN HERRE. Den er en vild kastanje , meget priselig som kakkelovnsved, men frugten er uspiselig. SVANHILD. Nej, en kamelia ; som før konvallerne, den er jo damers hovedpynt på ballerne.
Med Hensyn til Mammon, så hader du Mammon under alle dens Skikkelser; en anden Sag er det med en Salmebog, en Erindring til et Par Kroner . . . . Ved Præstens Dør standsed jeg og læste: »Kontortid fra 12 til 4.« Fremdeles ikke noget Sludder! sagde jeg; nu gør vi Alvor af det! Så, ned med Hovedet, lidt til . . . . og jeg ringte på til Familjelejligheden.
Nu gik jeg her og sulted, så mine Tarmer krøb sammen i mig som Orme, og det stod ikke skrevet nogen Steder, at der skulde blive lidt til Mad, når det led ud på Dagen. Og efterhvert som Tiden gik, blev jeg mer og mer åndelig og legemlig udhulet, jeg nedlod mig til mindre og mindre hæderlige Handlinger for hver Dag.
Dick Darling, maskinisten, i det ene sofahjørne og Trumpen, kulformanden hos Hahn & Hinken, i det andet. De skulte paa hverandre alle tre, som folk gjør naar de pludselig bliver afbrudt i en hemmelig samtale. Denne skulende taushed var ikke netop det velkommen jeg havde ventet mig, og jeg følte mig oprigtig talt lidt stødt og lidt skuffet. «Goddag,» sagde jeg. «Jeg kan godt gaa min vei igjen.»
Jeg følte i mit Hoved en lysende Hede, og det banked noget underligt i mine Tindinger; Vandet, jeg havde drukket, bekom mig højst ilde, og jeg gik og kasted op lidt hist og lidt her i Gaden, for ikke at blive opdaget. Således kom jeg lige op på Krist Kirkegård.
GREGERS. Nu svarer jeg ikke på mere. WERLE. Farvel da, Gregers. GREGERS. Farvel. Nu gik han jo? GREGERS. Ja. RELLING. Den frokosten, den gik da i vasken. GREGERS. Tag på dig, Hjalmar; du må gå en lang tur med mig. HJALMAR. Ja gerne det. Hvad var det, din far vilde? Var det noget om mig? GREGERS. Kom bare. Vi må snakke lidt sammen. Jeg går ind og trækker frakken på.
»Jeg har ikke spist siden igår i Drammen,« sagde Manden; »jeg ejer ikke en Øre, og jeg har ikke fået Arbejde endnu.« »Er De Håndværker?« »Ja, jeg er Nådler.« »Hvilket?« »Nådler. Forresten kan jeg også gøre Sko.« »Det forandrer Sagen,« sagde jeg. »De får vente her i nogle Minutter, så skal jeg gå efter lidt Penger til Dem, nogle Øre.«
Dagens Ord
Andre Ser