United States or Niger ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han stod en Stund urørlig. »Hvor bor De henne?« spurgte han. Jeg nævnte af gammel Vane og uden at tænke over det min gamle Adresse, det lille Kvistrum, som jeg havde forladt. Han stod igen en Stund. »Har jeg gjort noget galt?« spurgte jeg angst. »Nej, langtifra!« svared han. »Men De burde vel gå hjem nu, det er koldt at ligge her.« »Ja, det er sandt, det er lidt køligt, kender jeg.«
Dog, det er sandt: en levevis som vor CETHEGUS. O, ti med sligt! LENTULUS. Mit sidste arvestykke blev denne morgen mig for gæld berøvet. CETHEGUS. Nu væk med sorg og klager! Følg mig, venner! I lystigt drikkelag vi drukner dem! COEPARIUS. Ja, ja; det vil vi! Kom, I glade brødre! LENTULUS. Vent lidt; hist ser jeg gamle Manlius; jeg tænker han, som vanligt, søger os.
»Ja ja, Tak,« svared jeg. »Havde det ikke været det, at den begyndte at blive lidt for knap til mig, så vilde jeg ikke have skilt mig ved den, naturligvis.« Jeg fik Pengene og Sedlen og begav mig tilbage. Det var i Grunden et udmærket Påfund, dette med Vesten; jeg vilde endog få Penge tilovers til en rigelig Frokost, og inden Aften skulde så min Afhandling om Fremtidens Forbrydelser være istand.
O, priset være Gud! O, han er god og kærlig dog, Vorherre! Se derhenne! Fra baggrunden kommer i det samme fru Halm, Anna, frøken Skære, Guldstad, Styver og Lind. Nu har vi prestens lige på minuttet. Hvor blev du af? Du synes så betuttet. SVANHILD. Lidt ondt i hodet; det går over snart. FRU HALM. Og endda går du her med håret bart?
»Å, vær så snil at give mig et Ben til Hunden min!« sagde jeg. »Bare et Ben; der behøver ikke at være noget på det; den skal bare have noget at bære i Munden.« Jeg fik et Ben, et prægtigt lidet Ben, hvor der endnu var lidt Kød tilbage, og stak det ind under Frakken. Jeg takked Manden så inderligt, at han så forbauset på mig. »Ingenting at takke for,« sagde han.
Var det nu ikke også lidt småt at komme stikkende med seks Barberbilletter til en ung Herre, som stod i en Bank? Han havde måske to smækfulde Barberbøger i Lommen, ganske anderledes fine og rene Billetter end mine, ingen kunde vide det. Og jeg følte i alle mine Lommer efter flere Ting, som jeg kunde lade følge med, men fandt ingen. Når jeg blot kunde byde ham mit Slips?
Da det led ud på Eftermiddagen, og det allerede var begyndt at skumre lidt, stod jeg op af Sengen og begyndte at pusle omkring i Værelset. Jeg prøved mig frem med små, forsigtige Skridt, passed på at holde Ligevægten og spared så meget som muligt mine Fødder.
Ja, nu gik nok de fleste. HEDVIG. Så tidlig? HJALMAR. Ja, det var jo et middagsselskab. GINA. Lad mig hjælpe dig. HEDVIG. Jeg også. HEDVIG. Var der mange der, far? HJALMAR. Å nej, ikke mange. Vi var så en 12 14 personer til bords. GINA. Og du fik vel snakke med dem alle sammen? HJALMAR. Å ja, lidt; men det var nu især Gregers, som la' beslag på mig. GINA. Er Gregers lige styg endnu?
Og så er her smørrebrøder og lidt saltmad til. Saltmad? Aldrig under dette tag! Rigtignok har jeg ikke nydt faste næringsmidler på snart fire og tyve timer; men det får være det samme. Mine optegnelser! Mine påbegyndte livserindringer! Hvor finder jeg min dagbog og mine Vigtige papirer? GINA. Ja, herre gud, et steds må da barnet være. HJALMAR. Gå ud.
GINA. Ikke stå og rod i fars sager, Hedvig. Jeg vilde bare rydde lidt. GINA. Gå heller ud i køkkenet og se om kaffien holder sig varm; jeg vil ta' brettet med, når jeg går ned til ham. Å, nej da, Ekdal, kommer du alligevel? GINA. Ja, ja; kan nok tænke mig det. Men Jøss' da, hvorledes er det, du ser ud! HJALMAR. Ser ud? GINA. Og så den pene vinterfrakken din! Nå, den har da fåt sin bekomst.