leje

HJALMAR. Ja, så bodde Gina hjemme hos sin mor, en madam Hansen, en svært flink og strævsom kone, som holdt et lidet spisekvarter. Og så havde hun et værelse at leje ud også; et rigtig pent og hyggeligt værelse. GREGERS. Og det var du kanske så heldig at komme over? HJALMAR. Ja, det var såmænd din far, som gav mig anslag på det. Og der, ser du, der var det egentlig jeg lærte Gina at kende.

Henrik Ibsen - Vildanden

Mener I ikke jeg véd, at mangen ætling af de gamle slægter vanker som fredløs mand, uden ly og leje, medens de danske herrer råder på hans fædres gård? FRU INGER. Og så? Hvad mere? ELINE. Jeg véd godt, at mangen højbåren ridder jages som sulten ulv i skogen. Han har ikke arnested at hvile ved, ikke brød at bide Nu forstår jeg dig.

Henrik Ibsen - Fru Inger til Østråt

Men Happolati havde klaret det hele og aldrig stået fast. Og jeg fortalte om Ylajali, hans Datter, en Fé, en Prinsesse, som havde tre hundrede Slavinder og lå på et Leje af gule Roser; hun var det skønneste Væsen, jeg havde set, jeg havde Gud straffe mig aldrig oplevet Magen til Syn i mit Liv! »Så, hun var så vakker?« yttred den gamle med en fraværende Mine og så ned i Marken. Vakker?

Knut Hamsun - Sult

HJALMAR. Å, for den sags skyld GREGERS. Men, det er sandt, du sa', du havde et værelse at leje ud, et ledigt værelse? HJALMAR. Ja vel; hvad så? Ved du kanske nogen ? GREGERS. Kan jeg få det værelset? HJALMAR. Du? GINA. Nej men De, herr Werle GREGERS. Kan jeg få værelset? Så flytter jeg ind straks imorgen tidlig. HJALMAR. Ja, med den største fornøjelse

Henrik Ibsen - Vildanden

HJALMAR. Vi bode bedre før; men denne lejligheden har én stor fordel: her er sådanne prægtige ydre rum GINA. Oe så har vi et værelse på den andre siden af gangen, som vi kan leje ud. Se, se, du har logerende også. HJALMAR. Nej, ikke endnu. Det går ikke så fort, ser du; man må være om sig. GREGERS. Det er altså din datter? HJALMAR. Ja, det er Hedvig. GREGERS. Og hun er jo eneste barn?

Henrik Ibsen - Vildanden