United States or United Kingdom ? Vote for the TOP Country of the Week !
Man kan foreta sig religiøse øvelser og være flittig i kirkelig arbeide. Man kan endog gaa paa bønnemøterne og be lange bønner og endda være utenfor den trange port. Mange, mange av vort dyrt elskede folk har bedrat sig selv og indbildt sig at de var kommet ind, mens de i virkeligheten endnu er paa den brede vei til helvede. Det gaar godt an at være religiøs og endda være paa fortabelsens vei.
De gravet en hule indover i en bakke, forsynte den med et gulv av raat tilhuggede træstammer, opførte i den ene ende en peis av sten, anbragte sengene i den anden ende og hadde nu en baade lun og sikker bolig. Utenfor bygget de av træstammer en indhegning til oksene. Vinteren var begyndt og tiden kommet til at sætte fældene ut. De to guttene hadde held med sig fra begyndelsen av.
»Ja,« sagde jeg, »ja, desværre, jeg var fuld dengang.« »Det var stygt af Dem!« Og jeg indrømmed sønderknust, at det var stygt af mig. Vi var kommet til Fontænen, vi standser og ser opad de mange oplyste Vinduer i Numer 2. »Nu må De ikke følge med længer,« siger hun; »Tak for iaften!« Jeg bøjed Hovedet, jeg turde ikke sige nogen Ting. Jeg tog af min Hat og stod barhovedet.
Det gav et Sæt i Andrey; nu gik Fangerne ud af Porten endelig var Øjeblikket kommet! Alligevel besteg han ikke straks sin Hest, men fortsatte, idet han førte den ved Bidselet, roligt sin Gang; han havde endnu et andet vigtigt Tegn at vente paa.
Han var imidlertid ikke kommet mere end en syv-otte miles, da han blev indhentet av en kurer, som overleverte ham et telegram. Det var fra selve præsident Harrison, som meddelte ham, at ordren med hensyn til Sittende-Okse var blit tilbakekaldt, og at Buffalo Bill skulde vende om og melde sig til general Miles i Chicago.
Jeg havde gjort mig til Hund for det usleste Ben og ikke fået det. Nej, nu fik der blive en Ende på det! Det var virkelig kommet altfor langt med mig. Jeg havde holdt mig oppe i så mange År, stået rank i så hårde Stunder, og nu var jeg på en Gang sunken ned til brutalt Betleri. Denne ene Dag havde forrået min hele Tanke, overstænket mit Sind med Ubluhed.
Med den Tanke sovned jeg atter ind på Bænken . . . . Jeg vågned af, at Mennesker talte i min Nærhed, og da jeg havde summet mig lidt, så jeg, at det var lys Dag, og at alle Folk var kommet på Benene. Jeg rejste mig og gik bort.
«Nei det gjorde jeg ikke. Men det værste er det, Gert, at jeg er ikke kommet mig til at begynde igjen heller ikke endda. Og jeg føler mig aldeles uoplagt ogsaa. Det var jo meningen, jeg skulde gaa og radere i vinter, men .» «Tror du nu ikke, Jenny det er jo rimelig, at en saan skuffelse kræver sin tid, før den er overvunden.
Det var bare sådant dejligt Guds Vejr, og så vilde jeg gå herud og hilse på ham.« Der stod jeg og der stod hun. Jeg satte med Vilje Brystet frem, forat gøre hende opmærksom på Knappenålen, der holdt min Frakke sammen; jeg bad hende med Øjnene om at se, hvad jeg var kommet for; men Staklen forstod ingen Ting. Et dejligt Guds Vejr, ja. Om ikke Fruen var hjemme heller?
Men nu var hun ikke kommet til at si det ræd for, at han ikke skulde like det. Og hun blev forpint og nervøs av at gaa der oppe i alt dette, som den ene ikke maatte vite og den anden ikke maatte vite. Hjemme visste de heller ikke noget. Men det var paa en anden maate.