United States or Croatia ? Vote for the TOP Country of the Week !
»De kan møde mig her udenfor Tirsdag Aften,« siger hun. »Vil De det?« »Ja, kære, får jeg Lov til det!« »Klokken otte.« »Godt.« Jeg strøg med min Hånd nedad hendes Kåbe, børsted Sneen af den, blot forat få et Påskud til at røre ved hende; det var mig en Vellyst at være hende så nær. »Så får De ikke tro altfor galt om mig da,« sagde hun. Hun smilte igen. »Nej . . . .«
Aeroplanet var i den rigtige høide, alt var for øieblikket meget liketil, det var bare at dreie hjulet litt nu og da for at følge retningen som kompasset viste. „Klokken er halv syv nu,“ meldte Dale. „Vi har været fire timer i luften, og ifølge vort kart skal vi netop ha passert grænsen mellem Frankrike og Tyskland.“
Klokken var et kvarter over to, da Dale, som stod i styrehuset og brukte sin kikkert, pludselig satte i at le og spurte: „Er der en tokrone at vinde nu ogsaa, Sir Ralph?“ „Nei, ikke denne gang,“ kom det leende til svar. „De og gutterne er altfor skarpsynte for mig!“ „Men ser De virkelig noget, Dale?“ spurte Jack ivrig. „Noget virkelig ikke noget narreri!“
Der går jeg og underviser mig selv i Hykleri, stamper utålmodig i Gaden, når jeg ikke får det til, og skælder mig ud for et Træhoved, mens de forbausede forbigående vender sig om og betragter mig. Jeg tygged uafbrudt på min Høvlspån og sjangled så hurtigt, jeg kunde, nedad Gaderne. Førend jeg selv vidste af det, var jeg helt nede ved Jærnbanetorvet. Klokken viste halv to på Vor Frelsers.
Kjolen min var revet aldeles i filler du ser ut som en gatejente, sa Borghild. Det kommer du nok til at ende som, sa hun. Jeg lo jeg. Klokken var fem. Men jeg hadde jo git mig tilslut, kan du vite. Hadde det ikke været for en ting. Sommetider sa han, du er fan ta mig den eneste anstændige pike, jeg har truffet der er sgu ikke den mand, som greier at faa dig til at falde. Var det ikke forfærdelig?
Godaften, Frøken? Eller bare smile? Jeg beslutted mig til at lade det bero med at smile. Naturligvis vilde jeg hilse dybt på hende. Jeg lusked bort, lidt skamfuld over at være så tidligt ude, vandred om i Karl Johan en Stund og holdt Øje med Universitetsuret. Da Klokken blev otte, satte jeg atter opad Universitetsgaden.
En Politibetjent står nogle få Skridt borte og iagttager mig; han står midt ude i Gaden og lægger ikke Mærke til noget andet end mig. Idet jeg slår Hovedet op, mødes vore Øjne; han havde kanske stået der i længere Tid og bare set på mig. Jeg tager min Hat op, sætter den på og går hen til Manden. »Ved De, hvormange Klokken er?« siger jeg.
Og telegrafisten sier at kapteinen har bestemt at la den gaa med den langsomme farten til San Frananco for at undgaa omkostningerne med at bli tat paa slæp.“ „Vi styrer væk igjen, da, Sir Ralph,“ sa Dale raskt, „og kommer tilbake til vor kurs igjen.“ „Godt,“ lød svaret. Og Sir Ralph dreiet rattet igjen. Men idet de svinget, lød klokken fra den traadløse igjen, utfordrende.
Så længe havde jeg plaget mig med at finde et Logi i Byen, at jeg var bleven træt og ked af det hele; det blev mig en behagelig Nydelse at slå mig til Ro, overgive mig og drive dank henad Gaden, uden en Tanke i Hovedet. Jeg gik bortom Universitetsuret og så, at Klokken var over ti, derfra tog jeg Vejen opover Byen.
SVANHILD. Ja det er sandt; men jeg har fundet min. Hvad har De gjort! Nej kun øje for øje, Svanhild, ikkun tand for tand! Nu får De ingen hilsen fra det høje, og ingen gave mer fra sangens land. Se, det er hevnen over Deres værk! SVANHILD. Mit værk? FALK. Ja Deres! Indtil denne time slog i mit bryst en sangfugl kæk og stærk. Se nu kan klokken over begge kime, De har den dræbt! SVANHILD. Har jeg?
Dagens Ord
Andre Ser