United States or Barbados ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ja jeg sa det til Lennart altsaa, og han var saa fin og søt og forstod alting, og jeg skjønte, han var noget av det mest storartede i verden det er han, det vet jeg nok godt. Men saa gjorde jeg noget skrækkelig. Og Lennart kan ikke forstaa det, og jeg vet, han har aldrig tilgit mig det. Det er kanske galt av mig at fortælle det men jeg forstaar det ikke Jenny.
Men det turde hun ikke, for hun vilde være ræd, det skulde møte hende bakefter, det hun længtet imot. Og det var jo mindst av alt at leve tæt indtil et andet menneske og saa kanske inderst inde være like ensom. Uf nei nei.
Men nu da han ut paa eftermiddagen besøkte hende paa hospitalet, var hun meget syk og der var litet haab om at hun kunde komme hjem paa lang tid, kanske en hel maaned. Derfor maatte han gaa hjem, skynde sig hjem, til barneflokken for at hjælpe dem og trøste dem da de med taarer i øinene spurte om ikke mama kom hjem til jul. Konen, hun Berthe Margrete, blev ved hospitalet.
Mørket blev tættere. Det var kanske ikke umuligt, at jeg kunde skrive min Finale ud over Aftenen, hvis jeg bare havde et Lys. Mit Hoved var atter blevet klart. Tanker kom og gik som sædvanligt, og jeg led ikke synderligt; jeg følte ikke engang Sulten så slemt, som for nogle Timer siden, jeg kunde nok holde ud til næste Dag.
Saan en liten unge som Cesca, og Jenny, grøn og frisk med smaa skraasikre formeninger bak sin hvite, glatte ungpikepande. To friske, pene smaapiker, som gik sin like vei gjennem livet, hadde en og anden liten sten at rydde bort kanske av og til, som til avveksling men ingenting visste om slikt som hans vei. Stakkars, hvordan skulde det gaa dem ogsaa, om de skulde prøve det .
Hun hadde møtt en og anden mand, og hun hadde spurt sig selv, er det ham . En og anden hadde hun kanske kunnet elske, hvis hun endelig hadde villet men bare da. Hvis hun hadde hjulpet til og lukket øinene for den lille ting, som altid hadde været, som vakte en liten haard motsigelse, hun hadde maattet døive hos sig selv. Ingen hadde hun møtt, som hun hadde maattet elske.
Naa, allikevel mener jeg, at paa sæt og vis har mine erfaringer kanske gjort mit indre liv rikere og dypere end en mindre ulykke vilde kunnet siden det var min skjæbne, at jeg ikke skulde opleve den store lykke.
Da jeg endelig begav mig ud i Forstuen, forat gå tilsengs, kom Madamen efter mig, standsed på Dørstokken og sagde højt, mens hendes store, frugtsommelige Mave strutted ud imod mig: »Men det er sidste Nat, De ligger her, så De ved om det.« »Ja, ja!« svared jeg. Der blev vel kanske også en Råd til Husly imorgen, hvis jeg gjorde mig rigtig Flid for det. Et eller andet Skjulested måtte jeg dog finde.
»Jeg syntes, De hilste så dybt?« »Gjorde jeg det?« »He, gjorde De kanske ikke det?« sagde »Jomfruen«. »Det var da besynderligt! Det var også blot Dem, hun så på hele Tiden.« »Hvor kender De hende fra?« spurgte jeg. Han kendte hende egentlig ikke. Det skrev sig fra en Aften i Høst.
Og engang i tiden vil det kanske bli tilfældet i endnu høiere grad jeg har en følelse av det, Jenny, at det muligens vil kunne føre mig til den rette forstaaelse av, hvad der egentlig er meningen med livet . Men jeg mente det paa en anden maate for dit vedkommende rigtignok.