United States or Kyrgyzstan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nu vendte også »Jomfruen« sig om, opdaged de to, Damen og Herren, hilste på dem og fulgte dem med Øjnene. Jeg hilste ikke, eller måske hilste jeg ubevidst. Den røde Kjole gled opad Karl Johan og forsvandt. »Hvem var det, som fulgte hende?« spurgte »Jomfruen«. »Hertugen«, så De ikke det? »Hertugen« kaldet. Kendte De Damen?« »Ja, såvidt. Kendte ikke De hende!« »Nej,« svared jeg.
En Sverm af samtalende Mennesker gik bag min Ryg, og jeg hørte ingenting af, hvad der blev sagt. Da hilser en Stemme højt: »Godaften!« Det var »Jomfruen«, som hilste på mig. »Godaften!« svared jeg fraværende. Jeg så også på »Jomfruen« en kort Stund, inden jeg kendte ham. »Nå, hvordan går det?« spurgte han. »Jo, bare bra . . . . som sædvanligt!«
Han følger Jomfruen, der, med udstrakte Arme, som korsfestet, stormer imod sin Faders Dør. » O milagro de Dios !» En graahaaret Mand, som, med Jubel i Øjet, medens Ansigtets Træk ikke saa hurtigt kunde give Slip paa sin Forferdelse, aabnede Døren for de Flygtende, og modtog Pigen i sine Arme, raabte jo: »Katharina! O Gud være lovet!» »Hun er en Katharina, og en Brud.
Havde jeg nu ikke ført netop denne Samtale med »Jomfruen«, var jeg ikke bleven stødt af hans grove Mistanke, og havde jeg ikke gjort just dette Kast med Hovedet, samt vendt mig lidt fornærmet bort, så vilde denne røde Kjole måske have passeret mig, uden at jeg havde lagt Mærke til den. Og hvad vedkom den mig i Grunden? Hvad angik den mig, selv om det var Hoffrøken Nagels Kjole?
Dagens Ord
Andre Ser