United States or Zimbabwe ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det vilde måske blive samme Tilfældet nu. Nej, det skulde ikke ske! Så jeg slet ikke, at han sad i Arbejde? »Var det ellers noget?« spurgte han. »Nej!« sagde jeg og gjorde min Stemme fast. »Hvornår må jeg få høre ind igen?« »Å, nårsomhelst De går forbi,« svared han, »om et Par Dage eller så.«
Jeg havde igen siddet på en af Kirkegårdene og skrevet på en Artikel for et af Bladene; mens jeg var i Færd hermed, blev Klokken ti, Mørket faldt ind og Porten skulde lukkes. Jeg var sulten, meget sulten; de ti Kroner vared desværre så altfor kort; nu var det to, næsten tre Døgn, siden jeg havde spist noget, og jeg følte mig noget mat, lidt anstrængt af at føre Blyanten.
Jeg siger dig, jeg vil spotte dig ud på Dommens Dag og bande dig Tændeme ud af min Mund for din Guddoms endeløse Ynkelighed. Jeg siger dig, jeg vil fra denne Stund forsage alle dine Gærninger og alt dit Væsen, jeg vil forbande min Tanke, om den tænker på dig igen, og rive mine Læber af, om de atter nævner dit Navn.
Hvorfor havde de sidste Måneder faret så mærkelig hårdt frem med mig? Jeg kendte slet ikke mit lyse Sind igen, og jeg havde de underligste Plager på alle Kanter.
GINA. Ja, jeg tror det næsten; men gud forlade Dem alligevel. Å jeg synes jeg må dø af dette her! Hvad har jeg da gjort ham? Mor, du må få ham hjem igen! GINA. Ja, ja, ja; vær bare rolig, så skal jeg gå ud og se efter ham. Men så skal du ikke ligge der og tude. Lover du mig det? Ja, jeg skal la' det være; når bare far kommer igen.
Hun gjorde sig ingen Anstrængelse for at finde Manden; hun så virkelig ud til at kende den Person, jeg spurgte efter, når hun bare vilde tænke sig om, den lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende Ryggen og løb nedad Trapperne igen. »Han var ikke der!« råbte jeg til Kusken. »Var han ikke der?« »Nej. Kør til Tomtegaden Numer 11.«
Ganske uvilkårligt havde jeg igen fået Blyant og Papir i Hænderne, og jeg sad og skrev mekanisk Årstallet 1848 i alle Hjørner. Om nu blot en enkelt brusende Tanke vilde betage mig vældigt og lægge mig Ordene i Munden! Det havde jo hændt før, det havde virkelig hændt, at sådanne Stunder var kommet over mig, da jeg kunde skrive et langt Stykke uden Anstrængelse og få det velsignet godt til.
HJALMAR. Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige omgang med mig ; og så kommer der jo jævnlig et par begavede mennesker til os. Jeg forsikkrer dig, du vilde ikke kende Gina igen. GREGERS. Gina? HJALMAR. Ja, kære, husker du ikke, at hun hed Gina? GREGERS. Hvem hed Gina? Jeg ved jo aldeles ikke HJALMAR. Men husker du da ikke, at hun konditionerte her i huset en tid? Er det Gina Hansen ?
Jeg havde gået i den samme Skjorte i mange Uger, den var ganske stiv af gammel Sved og havde gnavet min Navle itu; der kom lidt blodigt Vand ud af Såret, men det smærted ikke meget, kun var det så sørgeligt at have dette Sår midt på Maven. Jeg havde ingen Råd med det, og det vilde ikke gro igen af sig selv; jeg vasked det, tørred det omhyggeligt af og trak den samme Skjorte atter på.
Tro mig, inden I når grænsen, har mange hundrede stillet sig under mit og eders mærke. Og rejs så med Gud! NILS STENSSØN. Tak, Inger Gyldenløve! Tak, og vær sikker på, I skal aldrig komme til at skamme eder over over grev Sture! Hvis I ser mig igen, da har jeg vundet land og rige! OLAF SKAKTAVL. Hestene venter, I gode bønder! Er I så rede ? BØNDERNE. Ja, ja, ja!