United States or São Tomé and Príncipe ? Vote for the TOP Country of the Week !
Mandskapet tok ingen notis av ham længer, men grep alt hvad de kunde faa med av proviant, og gjorde sig istand til at forlate luftskibet. Og da anføreren saa at han risikerte at fare alene tilveirs med skibet, gjorde han sig færdig til at hoppe ut med de andre. Sir Ralph saa paa klokken. „Et halvt minut igjen!“ ropte han.
Jeg ved ikke; men det ved jeg, at hendes bue har været her. GUNNAR. Ja, jeg tænkte det nok! DAGNY. Ti, ti! Fældet ham natten før holmgangen, så har hun endda elsket mig. Fader! Se, se! GUNNAR. Hvad er det? EGIL. Deroppe alle de sorte heste ! GUNNAR. Det er skyerne, som ØRNULF. Nej, det er de dødes hjemfærd. Moder er med dem! DAGNY. Alle gode magter! GUNNAR. Barn, hvad siger du!
„Hvad gik der dog af Andrey i Aften?“ spurgte Georg sig selv, da han var bleven alene, „saadan har jeg aldrig set ham før.“ Den næste Morgen sad Georg i sin Vens Værelse med en Pakke Manuskript i Lommen. Andrey havde sovet paa sin Vrede og Sorg eller rettere ligget vaagen paa den, og saa træt, men rolig ud. Han modtog sin Gæst som sædvanlig, ja snarere med lidt mere Opmærksomhed end ellers.
Usømmelige og krænkende var de ord, hvormed jeg tydede på eder i min skrivelse til fru Inger. ELINE. Nok muligt, jeg har ikke læst dem. NILS LYKKE. Men indholdet er eder i det mindste ikke ubekendt; jeg véd, eders moder har ikke ladet eder i uvidenhed derom; hun har ialfald sagt eder, at jeg priste den mand heldig, som ; ja, I véd, hvad håb jeg nærede
Endelig saa hun op. „Jeg kan ikke, Andrey!“ sagde hun stille og rystede sørgmodigt paa Hovedet. Et Øjeblik sad de alle tre i dyb Tavshed. „Hvad er det?“ sagde Andrey og sprang op. De lyttede; det lød, som om en Haandfuld Jord blev kastet mod Ruden. Annie løb hen og saa ud. „Det er Vasily!“ raabte hun glad og ilede ned ad Trappen for at lukke
Jeg antar deres plan er hvis da ikke denne tyven blir fakket, og vi faar vore papirer tilbake at bygge en flyvemaskine efter vore tegninger, og saa gjøre den samme flyvning som vi har uttænkt.“ „Men hvad er det det gjælder?“ Det var Longley som spurte. „Naa ja,“ tilføiet han raskt, „jeg husker nu at du jo ikke har lov til at fortælle mig det.“
Mon disse Mennesker tænkte paa, hvad det var, de gik ud for at se? Var der i det hele taget nogen af dem, der begreb det? Og hos hvem var deres Sympati? Hos dem, der blev dræbte, eller hos dem, der lod dræbe?
Hvad var det egentlig for en Bagatel, det drejed sig om? For det første skulde det jo vare blot i nogle Timer, for det andet skulde Gud forbyde, at jeg nogensinde senere tog min Tilflugt til det Hus igen. Jeg gik ind i Gården. Endnu mens jeg gik over disse ujævne Stene på Gårdspladsen, var jeg usikker og havde nær vendt om ved Døren. Jeg bed Tænderne sammen. Nej, ingen utidig Stolthed!
NILS LYKKE. Hos sin fosterfader. FRU INGER. Endnu hos sin fosterfader. O, denne ubønhørlige mand ! Altid har han nægtet mig . Men det må ikke længer blive således ved! Hjælp mig, Olaf Skaktavl! OLAF SKAKTAVL. Jeg? NILS LYKKE. Det vil ej være fornødent, såfremt I kun FRU INGER. Hør mig, herr rigsråd! Hvad I véd, det skal I vide tilbunds. Og I også, gamle trofaste ven! Nu vel da!
Jeg gjorde atter et Slag henover Torvet og så på Grøntsager og Roser. Da føler jeg en Hånd på min Skulder og vender mig om, »Jomfruen« hilser Godmorgen. »Godmorgen?« svarer jeg lidt spørgende, for straks at få hans Ærinde at vide. Jeg syntes ikke meget om »Jomfruen.« Han ser nysgærrigt hen på den store, splinterny Pakke under min Arm og spørger: »Hvad bærer De på der?«
Dagens Ord
Andre Ser