United States or Åland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var jo på et hængende hår, at din far selv var ble't trukket med ind i disse her å, disse her skrækkelige historierne! GREGERS. Og derfor skulde jeg ha' noget imod dig? Hvem har bildt dig det ind? HJALMAR. Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som har sagt mig det. Far! Ja så. Hm. Var det derfor, at du aldrig siden lod mig høre fra dig, ikke med et eneste ord. HJALMAR. Ja.
Jærn om Hænder og Fødder, nej, blot om Hænderne, kanske blot på den ene Hånd; Skranken, Vagthavendes Protokol, Lyden af hans Pen, som skrabed, kanske tog han en ny for Anledningen; hans Blik, hans farlige Blik: Nå, Hr. Tangen? Cellen, det evige Mørke . . . . Hm. Jeg knytted Hænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, gik hurtigere og hurtigere og kom til Stortorvet. Her satte jeg mig.
GREGERS. Og så blev det til forlovelse? HJALMAR. Ja. Unge folk kommer jo så let til at holde af hinanden ; hm Sig mig, da du var ble't forlovet var det da, at far lod dig ; jeg mener, var det da, at du begyndte at lægge dig efter fotografering? HJALMAR. Ja netop. For jeg vilde jo gjerne komme ivej og sætte bo jo før jo heller.
Jeg retter mit Blik mod et vist Punkt på Væggen; der hænger en liden Bjælde i et Læderhalsbånd, og nedenunder den en Bundt Snøre. Og jeg står og stirrer på disse Sager. Betjenten, som mener, at jeg vil slå af en Passiar, eftersom jeg giver mig så god Tid, siger, idet han ordner endel Indpakningspapir, som flyder om på Disken: »Det ser ud til, at vi skal få Vinter nu.« »Hm.
Hm! det er let, det er meget let. Måske en kostelig Fjær, Hattepynt . . . . Og han åbner det varsomt med sine store Hænder og kiger ind. Jeg lo, lo og banked mig i Knæet, lo som en rasende Mand. Og ikke en Lyd kom mig fra Struben; min Latter var tyst og hektisk, havde en Gråds Inderlighed . . . . Så klapper det igen i Brostenene, og Konstablen gør et Slag henover Bryggen.
HJØRDIS. Den gerning var nyttig; thi hårdt er brystet, som skal rammes idag. GUNNAR. Jeg skønner dig nok; du vil have Sigurd fældet. HJØRDIS. Hm, kan hænde. GUNNAR. Det sker dig aldrig til vilje. Med Sigurd holder jeg fred, så stærkt du end ægger mig. Mener du det? GUNNAR. Det ved jeg! Sig mig, Gunnar, kan du løse den knude der? Nej, den er flettet for fast og kunstigt.
Du er næsten ble't fyldig og svær. HJALMAR. Hm, svær kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis noget mandigere ud end dengang. GREGERS. Ja, det gør du; dit ydre har ikke lidt noget. Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du ved jo, hvor forfærdelig alting er styrtet sammen for mig og mit siden vi to sås. Hvorledes går det din far nu?
GINA. Mandfolk er nu så underlige, de; de skal altid ha' noget at dividere sig med. Ja rigtig, ja; vi skal altid ha' noget at divertere os med. GINA. Ja det er jo akkurat det jeg siger. HJALMAR. Nå; hm! Det ene løbet er ladt; husk på det. Jagtgevær har du også, ser jeg. HJALMAR. Det er fars gamle gevær. Det kan ikke skydes med længer; for der er noget galt fat med låsen.
HJØRDIS. Sigurd! Så lad Gunnar kalde hid. KARLEN. Gunnar red ud for at samle sine grander; thi Kåre bonde vil HJØRDIS. Godt, godt, det ved jeg; gå da! DAGNY. Ud for ikke at træffe Sigurd. Det bliver vel til det at vi må skilles, det skjønner jeg nok; men nu at stedes til møde med ham, nej, nej, det kan jeg ikke. Hm; det er tungt at dø, men stundom er det dog værre at leve!
HJALMAR. Og så får han det fra grosserer Werle! GINA. Å ja, grossereren har da nok at ta' af, han. HJALMAR. Lad mig få lampen tændt! Og så kan vi jo ikke vide, om det er grossereren selv; det kan jo godt være Gråberg HJALMAR. Hvorfor kommer du med den udflugten om Gråberg? GINA. Nej jeg ved ikke; jeg tænkte bare HJALMAR. Hm! GINA. Det var jo ikke mig, som skaffed gamlefar det skriveriet.