United States or Senegal ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da hun saae mig aabne Øjet, at mit Hjerte, skabt af hærdet Jern, sig atter vilde hæve for isønderknust at leve, sank hun ned i Bøn, med bøjet Pande gjemt i Hovedgjærdet. Men hun taug om Ham, hun vidste var mit Hjertes allersidste Tanke, da isøvn det faldt. Lægen lod mig vide Alt. Francis's Jordefærd var feiret glimrende, for Hertugindens Regning, fast af hele Byen.
Hun sat og hørte de to snakke. Det var aldrig om ting, barnet ikke kunde høre og de sendte aldrig hende ut, naar de var sammen i hendes hjem. Og midt i sit hjertes skinsyke forstod Jenny, der var saa meget, en voksen mor ikke kunde snakke med en liten pike om. Og der vokste op en sterk retfærdighetsfølelse i hende hun vilde ikke være sint paa mor. Men det var vondt.
O! saa herligt er det Mindste: Draaben, der paa Bladet glindste. Glindste? Ja er den ei svunden, som et fuldfødt Ord fra Munden, man ei kan tilbagekalde i sit Hjertes tause Grund? Thi den syntes jo at falde af sin Vægt i hver Sekund.
Efter prækenen sang man den kjendte salme: „Naar Jesus kommer ind i huset“ og mens menigheten sang det sidste vers var der mange som med taarer i øinene bad: „Kom ind til mig og alle mine, og bli vort hjertes trøsteskat! Kom ind med lys til alle hine, som bo endnu i dødens nat! Jeg sier i mit stille sind: Du Guds velsignede, kom ind.“
Det er ej nogen stjerne; det er et hjerte, bankende og varmt; det binder mig; det fængsler og det drager, som aftenstjernen drager barnets øje. FURIA. Stands dette hjertes slag! CATILINA. Hvad mener du? FURIA. Du har din dolk i bæltet. Kun et stød, så slukkes stjernen, knust er dette hjerte, som stiller fiendtlig sig imellem os. Aurelia, hvor er du? O, var du nær ! Nej, nej, jeg vil ej se dig!
Der hvor endnu Skyggen laae sad hun bøjet ved sit Bord læsende i Herrens Ord. «Johnny kommer strax» hun sagde med et Haandtryk, varmt og lindt, dog af Styrke og gesvindt, som et fyrigt Hjertes Slag Han er blot ved Stranden nede, Færdingsbaaden at berede til vor Kirkefart idag.»
Gunnar Heggen visste ikke av, at han i sit hjertes grænsesløse uveir løftet sine arme mot himmelen og hvisket halvhøit med sig selv. Anemonerne, som han hadde plukket, holdt han endda i haanden, men han visste det ikke. Soldaterne paa kasernemuren lo av ham, men han saa det ikke.
Den var lysegraa, for solen skinnet her, og den mørke cypreslund stod som en mur bakom. Gunnar holdt hænderne for sit ansigt og bøiet sig ned paa knæ, til han laa med hodet nedpaa de visne blomsterkranse. Han kjendte vaarens træthet i alle lemmer, og blodet randt sykt av sorg og savn ved hvert av hans hjertes tunge slag.