United States or Comoros ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun vil ikke lokke mig ud på en falddør. Aha! FRU INGER. og min tak fordi I forud har ladet mig vide eders komme. NILS LYKKE. Ikke mere end min skyldighed. Jeg havde grunde til at formode, at mit komme vilde overraske eder FRU INGER. I sandhed, herr rigsråd, deri har I ikke taget fejl. Jeg havde visselig mindst af alle ventet at se Nils Lykke som gæst på Østråt.
DEN FEDE HERRE. I et godt madhus er det en ren fornøjelse. DEN TYNDHÅREDE. Herre gud, når det gælder kampen for tilværelsen, så FRU SØRBY. Det har De ret i! Du må snakke med, Hjalmar. Hvad skal jeg snakke om. DEN FEDE HERRE. Tror ikke De, herr grosserer, at Tokayer må ansés som en forholdsvis sund drik for maven?
ELINE. Herr ridder, hvis det er derom I agter at tale, så NILS LYKKE. Jeg agter at tale derom, alene for at undskylde min færd. Ikke af andre grunde; det sværger jeg eder.
Bills ry var blit saa stort, at hans beundrere i Nebraska kaldte ham til medlem av statens lovgivende forsamling, saa han blev «velbaarne herr Cody», men han var ikke politiker og negtet at gi møte i forsamlingen. Derimot tok han mot en utnævnelse til fredsdommer, og beklædte til alles tilfredshet denne stillingen i et par aar.
EKDAL. Hys! GREGERS. Og en tyrkisk and er det heller ikke. EKDAL. Nej, herr Werle; det er ikke nogen tyrkisk and; for det er en vildand. GREGERS. Nej, er det virkelig? En vild and? EKDAL. Jaha, det er det. Den «fuglen», som De sa', det er vildanden, det. Det er vor vildand, far. HEDVIG. Min vildand. For jeg ejer den. GREGERS. Og den kan leve her oppe på loftet? Og trives her?
STRÅMAND. Herr Falk! FALK. Herr pastor! STRÅMAND. Er de mere medgørlig nu, end da vi skiltes? FALK. Nej, jeg går min ufravigelige vej STRÅMAND. Selv om De træder næstens lykke ned? FALK. Jeg planter sandheds urt i lykkens sted. STRÅMAND. Nå, var det kanske spøg? FALK. Ja, trøst Dem med, det værk går op i røg; i gerning, ej på prent, jeg bryder isen.
Og sådan går det fort væk udaf livet, Gud véd, om bag et stoppested er givet. FRU HALM. Men fy, herr Falk, hvor kan De tale så! O, det han siger, kan jeg godt forstå; der må dog noget sandt på bunden være. Sligt må min kæreste ej høre på, han er ekscentrisk nok. Å hør, min kære; kom hid et øieblik! Jeg kommer snart.
GINA. Gud forlade Dem, herr Werle. Men jeg forstår ikke dette. HJALMAR. Hvad forstår du ikke? GREGERS. Så stort et opgør, -et opgør, som en hel ny livsførelse skal grundes på, en livsførelse, et samliv, i sandhed og uden al fortielse HJALMAR. Ja, jeg ved det nok; jeg ved det så godt.
GINA. Herr Werle kan da vel tænke sig det, at Ekdal ikke er som en af de almindelige fotograferne. GREGERS. Nå så alligevel! Men ? Hvad er det! GINA. Uf, nu skyder de igen! GREGERS. Skyder de også? HEDVIG. De går på jagt. GREGERS. Hvad for noget! Er du kommen? GREGERS. Går du og skyder inde på loftet? Å, det er bare med denne her.
WERLE. Fru Sørby finder altid en udvej når hun vil. Stik dog på glassene, mine herrer! Pettersen, å, sørg for ! Gregers, jeg tænker vi drikker et glas sammen. Jeg fik ikke anledning til at erindre Dem ved bordet. GRÅBERG. Om forladelse, herr grosserer, men jeg kan ikke slippe ud. WERLE. Nå, er De nu ble't låset inde igen? GRÅBERG. Ja, og Flakstad er gåt med nøglerne