United States or Saint Barthélemy ? Vote for the TOP Country of the Week !


Men håb ej at her er valg tilovers imellem liv og død; kun mellem døden i heltekamp mod overmagtens skarer, og døden under pinsler, når vi grumt som dyr forfølges, er os valget stillet. Hvad foretrækker I? Ved flugt at friste et uselt liv en stakket tid endnu, hvad heller kækt som eders stolte fædre at falde kæmpende med sværd i hånd? GABINIUS. Det sidste vælger vi!

»De kan møde mig her udenfor Tirsdag Aftensiger hun. »Vil De det?« »Ja, kære, får jeg Lov til det!« »Klokken otte.« »GodtJeg strøg med min Hånd nedad hendes Kåbe, børsted Sneen af den, blot forat et Påskud til at røre ved hende; det var mig en Vellyst at være hende nær. » får De ikke tro altfor galt om mig dasagde hun. Hun smilte igen. »Nej . . . .«

Hvor underfuld en kærlig hånd har pegt vejen for mig til vort vårdagsstævne. Det liv, jeg har i spredte drømme legt, skal jeg fra denne stund mit dagværk nævne. O, gode Gud! Hvor famled jeg iblinde; da bød du lys, da lod du ham mig finde! FALK. Guds sandhed, Svanhild; den gør modig. De kom som onde fristere, de to, hver talsmand for sin halve del af slægten.

Høvisk I te jer, når I rider til gilde; øksen skal I hjemme bag stuedøren stille; I véd, den sidder løs i jer hånd, når mjød og øl har gjort jer panden fortumlet og rød. Ærbare kvinder skal I lade med fred; lad hvermand beholde sit eje; I ikke frækt skikke nogen den besked, at hvis han er klog, tar han ligskjorten med, når han færdes eders veje.

SIGURD. Bedst, ifald det kunde føje sig. ØRNULF. Der er min hånd. Du er en ypperlig kæmpe; ramme hug har ingen før skiftet med gamle Ørnulf. Lad det være de sidste sværdhug, der skiftes mellem os to. Og hermed byder jeg dig selvdømme i den sag, der er os imellem; er du villig til at vælge de vilkår? ØRNULF. Det er jeg, og ret nu skal tvisten jævnes.

»Tror De ikke, jeg kunde gøre det ellers?« »Nej, det tror jeg ikke.« »Jo, af mig kan De vente altsagde jeg. Og jeg lagde Armen om hendes Liv. »Kan jeg detsagde hun bare. Det ærgred mig, stødte mig næsten, at hun holdt mig for altfor skikkelig; jeg brysted mig op, skød Hjærtet op i Livet og tog hendes Hånd. Men hun trak den ganske stilfærdigt tilbage og flytted sig lidt bort fra mig.

Ja, jeg havde noget med, som jeg vilde spørge, om han ikke kunde have Brug for . . . . noget, som blot mig ivejen hjemme, forsikkrer Dem , ganske til Plage . . . . nogle Knapper. , hvad var det , hvad var det med de Knapper? Og han lægger sine Øjne helt ned til min Hånd.

FURIA. Kast terningen, og i din hånd er lagt det stolte Romas vel for alle tider. Din stumme skæbne gemmer glans og magt; og dog du vakler, vover ej at handle! Du drager hist til dine skove, hvor udslukkes vil hvert håb, du engang nærte. Ah, Catilina, er der intet spor af ærelyst tilbage i dit hjerte? Skal denne herskersjæl, til hæder skabt, hist i en navnløs ørk ukendt forsvinde? Ja, rejs!

Er sejrens ånd i denne sunkne skare? Jeg drømte at, som Ikarus, jeg højt opunder himlens hvælv bevinget fløj; jeg drømte, guderne min hånd forlened med kæmpekraft og bød mig lynets stråle. Og denne hånd greb lynet i dets flugt og slynged det mod staden dybt dernede.

Det skal ske som I ønsker, endskønt, dog, nu står det fast; der er min hånd; jeg bliver her, og skal gæste dig og Hjørdis. Tak, Sigurd, det vidste jeg vel. Og du, Ørnulf, du siger som han? Jeg skal tænke det; bittert har Hjørdis krænket mig; idag vil jeg ikke svare. GUNNAR. Ja ja, gamle kæmpe, Sigurd og Dagny vil nok vide at glatte din pande.