United States or Chile ? Vote for the TOP Country of the Week !
Først hadde hun bare skjændt litt, for hun hadde trodd, det var bare toskestreker. Men saa blev han saa ækkel, at hun blev ordentlig sint. «Og saa vilde han, jeg skulde bli med ham paa hotel inat. Han sa det akkurat som han skulde spurt, om jeg vilde gaa til konditoren med ham. Og saa blev jeg rasende, og saa blev han ogsaa sint.
En Sverm af samtalende Mennesker gik bag min Ryg, og jeg hørte ingenting af, hvad der blev sagt. Da hilser en Stemme højt: »Godaften!« Det var »Jomfruen«, som hilste på mig. »Godaften!« svared jeg fraværende. Jeg så også på »Jomfruen« en kort Stund, inden jeg kendte ham. »Nå, hvordan går det?« spurgte han. »Jo, bare bra . . . . som sædvanligt!«
Han er fast bestemt på at modta kald etsteds blandt emigranterne, og derfor Gud, han har da ikke gemt på det gale indfald? Hent Anna og fru Stråmand og fru Halm! Ja, sligt må hindres! ANDRE. Vi må gøre kvalm! At gå som prest derover ANNA. Ja, jeg véd. FRU HALM. Og du har lovet ham ! At rejse med. Så har han snakket for dig! Nej, hvor snedig! FALK. Men husk den indre trang hos ham !
Han mente, og med fuld ret, at det kunde været undgaat, og det var ham en virkelig sorg, at hans forsøk i den retning var blit forhindret. Buffalo Bills død.
Saa sa hun farvel. I trappen møtte hun Gram. Hun skjønte, det maatte være ham. Hun hadde et indtryk av ham saan i forbifarten, at han saa svært ungdommelig ut og at hans øine var svært blaa. To dage senere, som Jenny om eftermiddagen stod og arbeidet, fik hun visit av Helges far.
Derfor må han være fremmed og ukendt, han, denne gæst, om hvem ingen bør vide, hvorfra han kommer eller hvor han går hen! I trodser det strenge herrebud, som nægter jer at huse den forfulgte, og at stå ham bi med ly og pleje FRU INGER. Det er nok, siger jeg! FRU INGER. Hør mig, mit barn! Men hør mig med overlæg; hvis du ellers mægter at tæmme dit vilde sind.
En dag i august maaned 1868, da Bill hadde eskortert general Hazen fra fort Larned til fort Zarrah og befandt sig paa hjemveien, blev han stanset av halvhundrede indianere ved Paronce Rock. De kom galoperende mot ham; idet de strakte hænderne frem og ropte: How! Bill saa, at de hadde krigsmalingen paa; men da de syntes at være saa ivrige efter at faa si pent goddag, rakte han ogsaa haanden frem. IÂ
Da David var den nærmeste, begav man sig altsaa først til ham. De fandt ham hjemme i Færd med at lege med en smudsig lille, gulhaaret Unge med store, blaa Øjne. Det var Værtens Datter; hun løb hurtigt bort, da hun saa de fremmede. David holdt meget af Børn og stod forøvrigt paa den venskabeligste Fod med Værten og hans Familie, der var Jøder.
Han tog altid ind hos dem, naar han var i Dubravnik; ingen spurgte ham om hans Pas, han var simpelthen kendt under Navn af David. Han tog hjerteligt imod Andrey. „Du kommer akkurat i rette Tid,“ sagde han; „thi allerede i Morgen skal jeg rejse videre.“
»Hvadfor noget?« råbte jeg, »lys Frakke? Er De gal? Tror De, det er en Tékop, jeg spørger efter?« Denne lyse Frakke kom mig meget ubelejligt, spolered hele Manden for mig, således, som jeg havde tænkt mig ham. »Hvad var det, De sagde, han hedte? Kierulf?« »Javist,« svared jeg, »er der noget underligt i det? Navnet skæmmer ingen.« »Har han ikke rødt Hår?«
Dagens Ord
Andre Ser