United States or Germany ? Vote for the TOP Country of the Week !


Ak, om saa livsaligt Sted findes paa vort Jorderige, hvor i blaanende Geled Alper frem af Dalen stige, hvor ved den krystalne Bræ blomstrer snehvidt Abildtræ, medens i en Snefonns Spoer vilde Rose lystigt groer, hvor en Kilde først sin Sang kun mundharpespæd begynder murmlende blandt Mos og Stene; men saa under Orregrene fra sin Afdal ud sig skynder, dreven af ungdomlig Trang til med Hoveddalens Ynder i sin Glands sig at forene; og, liig David Harpeslager, fra en Hyrde bleven til Dalens Konning ved sit Spil, stolt og mægtig gjennemdrager, under tordnende Befalen, alt sit skjønne Rige, Dalen... ja, hvor findes saadant Sted: Majestæt og Yndighed i en inderlig Forening, hvor ifra den hvide Fonn brede sig i vid Forgrening Fagerliers grønne Baand, hvor de blide Bakkehæld, som forbinde Fjord og Fjeld, glide ud i løvbekrandste grønne Odders Fryndserad, der sig speile som i Bad, hvor de synes halvveis standste, saa de ei forentes med Fjordens anden skjønne Bred, og hvorfra et Hyttehjem titter mellem Birke frem, fra hvis Tag, med mild Betoning over Alt, en Røg fremblaaner, og det hele Synet laaner af et Offer og Forsoning o hvor findes saadant Sted, disse løvbekrandste Tanger med den fromme Hyttes Fred, uden i din Herlighed, underdeilige Hardanger ?

Om hinanden der man finder Bondepiger, Hertuginder, som den muntre Ungdoms Lege paa den grønne Plan besee, Den beklappende, som vinder, Dem, som tabe, de belee; øge ubarmhjertigt Skammen, leende af Hjertet sammen.

Og rummet, hvor han sat, var altsaa all right der var gulv av rød mursten og væggene og loftet, som var hvælvet og hvilet paa en tyk søile i midten, var hvitkalket bordene var ganske rigtig umalte og stolene hadde grønne halmsæter og luften var syrlig tung av en gjæret em fra vintønderne bak marmordisken. Kunstnerliv i Rom.

Saavel Arbejderen som Videnskabsmanden søger ud til de grønne Marker, henholdsvis for at finde Arbejde eller Hvile. Denne almindelige Udvandring frembringer en følelig Mangel paa Liv baade i Byens Forretningsverden og i dens aandelige Rørelser. Og Nihilismen slumrer saa vel som alt andet i den hede Aarstid, idet dens Medlemmer er spredte vidt og bredt over Landet.

FALK. Der gødsles med skandaler og med blamer GULDSTAD. Og når forårsvarmen bryder frem FALK. skyder op småbitte grønne damer! Hvor klogt jeg gjorde; over al forstand jeg føler mig lykkelig og sikker! GULDSTAD. Se der er kæresten; fortæl hvordan man sig som nyforlovet elsker skikker! Sligt drøftes nødigt med en tredjemand. I slet humør! Jeg skal til Anna klage.

He, en ganske rigtig Bemærkning, forsvarligt tykt Enggræs . . . . En Række af flygtige Idéforbindelser løb mig i denne Stund gennem Hovedet: Fra det grønne Græs til et Skriftsted om, at hvert Liv var som Græs, der antændtes, derfra til Dommedag, når alt skulde brænde op, en liden Afstikker ned til Jordskælvet i Lissabon, hvorpå der foresvæved mig noget om en spansk Spyttebakke af Messing og et Penskaft af Ibenholdt, som jeg havde set nede hos Ylajali.

Du elsker mer de matte, blege farver? Godt! Jeg vil hente dig den grønne sivkrans, som Silvia bar i de våde lokker, da hendes lig flød op ved Tibers munding. CATILINA. Ah, hvilke syner ! FURIA. Skal jeg heller bringe dig tidsel-klyngerne fra Romas torv, med brune pletter af det borgerblod, som strømmed for din hand, min Catilina? CATILINA. Hold inde!

FRØKEN SKÆRE. Men kærlighed og kærlighed er ét; af the der gives både god og slet. FRU STRÅMAND. Ja, man har the i mange kvaliteter. ANNA. De grønne forårsspirer aller først SVANHILD. Den slags er kun for solens døtres tørst. EN UNG DAME. Man skildrer den berusende som æter EN ANDEN. Som lotos duftende, og sød som mandelen. GULDSTAD. Den forekommer aldrig her i handelen.

Krist hjælpe den ungmø, I lokker med guld, med gods eller grønne skove; snart vil I se hende sorrigfuld at længes, under muldet at sove. ERIK. Nu ja sandt nok Knut Gæsling lever noget vildt og ustyrligt. Men sligt ændrer sig let, når han får sig en hustru i gården. KNUT. Og vel skal I mærke jer dette, fru Margit.

Øde og stort og strengt var landet utover som et høifjeldssyn hjemme trods de graa olivenlunde og vinrankerne, som var trukket mellem almetrærnes rader nedenunder paa de grønne bakker om sjøen. I det vesle anlæg deroppe rundt borgruinen tapte stenekene de gamle jernsorte blade fra grenene, som bar nye fine skud. Der var hækker av enslags eviggrønne busker med læragtig løv.