United States or Tokelau ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ved Grænsen. Samuel Susser, almindelig kaldet „Røde Sam“, Formand for Smuglerne og Værtshusholder i Ishky, en Landsby paa den lithauiske Grænse, betjente sine Gæster med sædvanlig Paapasselighed.
Thi her var Grænsen, den venstre Bred af den lille, smudsige Strøm var Rusland, den højre Tyskland. Passene kom frem i en Fart og blev i en Bunke rakt den frygtindgydende Cerberus. Med Fingren i Luften talte han Hovederne i Baaden og derpaa Passene; Tallene stemmede.
David havde mange Forbindelsen langs Grænsen, men Samuel var stolt af at turde regne sig for hans Yndlingsagent. Hvad alt dette betød hvem de underlige Folk var, som David stod i Ledtog med, og hvad de egentlig vilde kunde Samuel ikke rigtig blive klog paa.
Da Politiet havde nægtet hende et Pas til Udlandet, havde David beredvilligt lovet hende at skaffe hende over Grænsen, saa snart der gaves Lejlighed dertil. Frokostmaaltidet var saa rigeligt, som Fomas Spisekammer paa nogen Maade tillod. Dette var en af Davids Egenheder.
„Se saa, nu er jeg færdig til at gøre vor Herskerinde min Opvartning!“ tilføjede han. Masha tog nu Afsked for at gaa hjem efter først at have bedt David hilse Zina og Annie. „Hvem er den Annie?“ spurgte Andrey, da hun var gaaet. „Annie Vulitch! Du kender hende godt! husker du ikke, at du traf hende ved Grænsen?
Skjønt hun burde visst, hun skulde ikke tat imot hun var ikke den kjærlighet værdig. Nei han var ikke gammel . Det var en tyveaarings lidenskap og barnlige tro og andægtige tilbedelse, og det var en voksen mands varme og godhet det var al den kjærlighet en mands liv kunde rumme, som flommet op nu paa grænsen av alderdommen.
Sig også hende det i denne stund. Lad legen få en ende. Da har jeg sejret, sejret i det stille; De vinder lykken; det var det , jeg vilde. Jeg står alene, kender ingen kære; alt det, som mit er, det skal Deres være; De blir som søn for mig, og hun min datter. De véd, ved grænsen ejer jeg et brug; did flytter jeg, De sætter disk og dug, og er så året omme, ses vi atter.
NILS LYKKE. Nu, og hvad tog I jer så videre for? NILS STENSSØN. Jeg? Jeg spiste og drak og levede godt. Det var bare skade, at jeg måtte så snart afsted igen. Men da jeg fór over grænsen ha-ha-ha så loved jeg dem, at jeg snart skulde komme tilbage med tre-fire tusend mand eller hvor mange det nu var, og så skulde det rigtig gå løs. NILS LYKKE. Og det faldt eder ikke ind, at I handlede ubesindigt?
„Det er Sazepin,“ svarede den anden. „Husker du ikke, at du traf ham ved Grænsen forrige Aar, da du vendte tilbage, og han rejste bort?“ Aa jo, Andrey huskede godt dette Møde i det lille tyske Gæstgiversted og den livlige Debat, de førte; men hvor uendelig fjernt var det ham ikke
Han havde været paa den anden Side af Grænsen, da et Brev fra St. Petersborg satte ham i Kundskab om, hvad der foregik i Dubravnik. Øjeblikkelig satte han atter Kursen mod Rusland, og ved at rejse Dag og Nat lykkedes det ham at komme akkurat i sidste Øjeblik, for, som han sagde, at stille sig under Andreys Kommando. „Jeg haaber, du har noget at give mig at bestille?“ sluttede David sin Forklaring.
Dagens Ord
Andre Ser