United States or Bhutan ? Vote for the TOP Country of the Week !
HJALMAR. Hun er det eneste, ja. GREGERS. Hvad er det, du siger! HJALMAR. Ja du; for der er al truende fare for, at hun kommer til at miste synet. GREGERS. Blir blind! HJALMAR. Ja. Endnu er bare de første tegn at spore; og det kan jo gå bra' en tid endnu. Men lægen har varslet os. Det kommer ubønhørligt. GREGERS. Dette her er jo en skrækkelig ulykke. Hvorledes har hun fåt det?
GREGERS. Løjtnant Ekdal havde nok ikke selv rede på, hvad han foretog sig. WERLE. Kan gerne være. Men kendsgerningen er nu den, at han blev dømt og jeg frifunden. GREGERS. Ja, jeg ved nok, at der ingen beviser var. WERLE. Frifindelse er frifindelse. Hvorfor ripper du op i disse gamle uhyggelige sager, som gav mig grå hår før tiden?
Vildanden har vi jo også fåt sendendes til foræring, og alligevel holder jeg så svært af den. Ja vildanden, det er sandt! Lad os snakke lidt om vildanden, Hedvig. HEDVIG. Den stakkers vildanden. Den tåler han heller ikke at se for sine øjne mere. Tænk, han har fåt lyst til at vri' halsen om på den! GREGERS. Å det gør han da visst ikke. HEDVIG. Nej, men han sa' det.
HJALMAR. Kære, lad os ikke tale om det. Min stakkers ulykkelige far lever naturligvis hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i hele verden at holde sig til. Men dette her er så knusende tungt for mig at tale om, ser du. Sig mig heller, hvorledes du har havt det der oppe på værket. GREGERS. Dejlig ensomt har jeg havt det, havt god anledning til at gruble over mangt og meget.
HJALMAR. Nej, nej, nej; tvert imod. Du må ikke sige noget sådant. Jeg kan da ikke evig og altid gå her og hænge over de samme anstrængende tankerne. Jeg må ha' noget ved siden af, som kan fylde ventetiden ud. Inspirationen, indskydelsen, ser du, når den kommer, så kommer den alligevel. GREGERS. Min kære Hjalmar, jeg tror næsten, du har noget af vildanden i dig. HJALMAR. Af vildanden?
Han har rigtignok måttet slå af på sin ungdoms idealer. RELLING. Mens jeg husker det, herr Werle junior, brug ikke det udenlandske ord: idealer. Vi har jo det gode norske ord: løgne. GREGERS. Mener De, at de to ting er i slægt med hinanden? RELLING. Ja, omtrent som tyfus og forrådnelsesfeber. GREGERS. Doktor Relling, jeg gir mig ikke, før jeg har reddet Hjalmar ud af Deres klør!
Og så fandt både din far og jeg, at dette med fotografering var det nemmeste. Og det syntes Gina også. Ja, og så var der én grund til, ser du; det traf sig så heldigt, at Gina havde lagt sig efter at retouchere. GREGERS. Det passed da vidunderlig godt sammen. Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke, at det passed vidunderlig godt sammen? GREGERS. Jo, det må jeg tilstå.
GREGERS. Nu svarer jeg ikke på mere. WERLE. Farvel da, Gregers. GREGERS. Farvel. Nu gik han jo? GREGERS. Ja. RELLING. Den frokosten, den gik da i vasken. GREGERS. Tag på dig, Hjalmar; du må gå en lang tur med mig. HJALMAR. Ja gerne det. Hvad var det, din far vilde? Var det noget om mig? GREGERS. Kom bare. Vi må snakke lidt sammen. Jeg går ind og trækker frakken på.
Dagens Ord
Andre Ser