United States or Saint Martin ? Vote for the TOP Country of the Week !
GINA. Ja, det var galt gjort af mig; jeg skulde visst ha' sagt dig det for længe siden. HJALMAR. Straks skulde du ha' sagt mig det; så havde jeg da vidst, hvad du var for en. GINA. Men vilde du da ha' giftet dig med mig alligevel? HJALMAR. Hvor kan du tænke dig det! GINA. Nej; men derfor så turde jeg ikke sige dig noget dengangen. For jeg kom jo til at holde så svært af dig, som du ved.
GINA. Nej, hvad du kan finde på! EKDAL. He he! Og det fik de på sin tallerken? HJALMAR. Lige op i øjnene fik de det. EKDAL. Du, Gina, han sa' det lige op i øjnene på kammerherrerne. GINA. Nej, tænk, lige op i øjnene. HJALMAR. Ja, men jeg vil ikke ha', at der skal tales om det. Sligt fortæller man ikke. Det hele gik jo også af i al venskabelighed, naturligvis.
GINA. Men kunde du da ikke for en dags tid eller to slå dig ned i dagligstuen? Der havde du alt dit for dig selv. HJALMAR. Aldrig indenfor disse mure! GINA. Nå, men nede hos Relling og Molvik da? HJALMAR. Nævn ikke de menneskers navn! Jeg er færdig at miste appetiten bare jeg tænker på dem. Å nej, jeg får nok ud i stormen og snékavet, gå fra hus til hus og søge efter ly for far og mig.
HEDVIG. Ja, det er bare brevet. Det andet kommer vel siden. Men tænk, et brev! Jeg har aldrig fåt noget brev før. Og så står der «frøken» udenpå det. HJALMAR. Lad mig se det brev. Der kan du se. HJALMAR. Det er grosserer Werles hånd. GINA. Er du viss på det, Ekdal? HJALMAR. Se selv. GINA. Å tror du, jeg skønner mig på sligt? HJALMAR. Hedvig, må jeg åbne brevet og læse det?
HJALMAR. Ja, naturligvis er det Gina Hansen. GREGERS. som styred huset for os det sidste år mor lå syg? HJALMAR. Ja visst er det så. Men, kære ven, jeg ved da bestemt, at din far skrev dig til, at jeg havde giftet mig. Men far skriver altid så kort til mig. HJALMAR. Jo, det gik ganske ligefrem.
Jeg er alene paa gaarden med Jenny nu, ser du, og gamle Gina staar paa hodet for os dette er deilig!» «Ja det er gildt at se dere igjen, smaapiker!» Han lo saa aapenhjertig mot dem begge. Men Jenny bildte sig ind, hun hadde set et underlig alvorlig litet glimt bakom.
GREGERS. Da er De mere end almindelig åbenhjertig, synes jeg. FRU SØRBY. Åbenhjertig har jeg altid været. Det kommer vi fruentimmer længst med. HJALMAR. Hvad siger du til det, Gina. GINA. Å, vi fruentimmer er nu så forskellige, vi. Nogen har det på én vis og andre på en anden. FRU SØRBY. Ja, Gina, jeg tror nu, det er klogest at indrette sig på den vis, som jeg har gjort.
Gå ikke ifra mig! Se på barnet, Ekdal! Se på barnet! HJALMAR. Jeg vil ikke! Jeg kan ikke! Jeg må ud; væk fra alt dette! Han går fra os, mor! Han går fra os! Han kommer aldrig mere igen! GINA. Bare ikke græd, Hedvig. Far kommer nok igen. Nej, nej, han kommer aldrig hjem til os mere. GREGERS. Tror De, jeg vilde alt til det bedste, fru Ekdal?
HJALMAR. Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige omgang med mig ; og så kommer der jo jævnlig et par begavede mennesker til os. Jeg forsikkrer dig, du vilde ikke kende Gina igen. GREGERS. Gina? HJALMAR. Ja, kære, husker du ikke, at hun hed Gina? GREGERS. Hvem hed Gina? Jeg ved jo aldeles ikke HJALMAR. Men husker du da ikke, at hun konditionerte her i huset en tid? Er det Gina Hansen ?
HJALMAR. Nå, han ser jo ikke videre godt ud. Er ikke den gamle kommet hjem? HEDVIG. Jo, bedstefar sidder inde og skriver. HJALMAR. Sa' han noget? GINA. Nej, hvad skulde han sige? HJALMAR. Nævnte han ikke noget om ? Jeg synes, jeg hørte, at han havde været hos Gråberg. Jeg vil gå lidt ind til ham. GINA. Nej, nej, det er ikke værdt HJALMAR. Hvorfor ikke det? Sa' han, at han ikke vilde ha' mig ind?
Dagens Ord
Andre Ser