United States or Togo ? Vote for the TOP Country of the Week !


HJALMAR. Ja, bodde Gina hjemme hos sin mor, en madam Hansen, en svært flink og strævsom kone, som holdt et lidet spisekvarter. Og havde hun et værelse at leje ud også; et rigtig pent og hyggeligt værelse. GREGERS. Og det var du kanske heldig at komme over? HJALMAR. Ja, det var såmænd din far, som gav mig anslag det. Og der, ser du, der var det egentlig jeg lærte Gina at kende.

HEDVIG. Nej, tænk! Hvad får jeg da? HJALMAR. Læs selv. Øjnene! Øjnene, og det brevet! Ja, men jeg synes, det er bedstefar, som skal, ha' det. Du Gina, kan du forstå dette her? GINA. Jeg ved jo ingen verdens ting; bare sig det.

GINA. Ikke stå og rod i fars sager, Hedvig. Jeg vilde bare rydde lidt. GINA. heller ud i køkkenet og se om kaffien holder sig varm; jeg vil ta' brettet med, når jeg går ned til ham. Å, nej da, Ekdal, kommer du alligevel? GINA. Ja, ja; kan nok tænke mig det. Men Jøss' da, hvorledes er det, du ser ud! HJALMAR. Ser ud? GINA. Og den pene vinterfrakken din! , den har da fåt sin bekomst.

GINA. Han vil nok ikke ha' nogen ind i kveld Hm hm! HJALMAR. Aha, sidder han og ? GINA. Ja, han gør nok det. HJALMAR. Herre gud, min stakkers gamle hvidhårede far ! Ja, lad ham saa bare sidde og gøre sig rigtig dygtig tilgode. EKDAL. Kommen hjem? Syntes nok, jeg hørte, det var dig, som Snakked. HJALMAR. Jeg kom nu netop. EKDAL. Du mig nok ikke, du?

Jeg har ikke hjerte til det, ikke hjerte til det for din skyld, Hedvig. Men jeg føler inderlig dybt, at jeg burde gøre det. Jeg burde ikke tåle under mit tag en skabning, som har været i de hænder. GINA. Men, herre gud, fordi om gamlefar har fåt den af denne her sjofle Pettersen, Der er visse krav . Hvad skal jeg kalde de krav?

GREGERS. Hvad er det for to? GINA. Å, det er en, som har været huslærer HJALMAR. Det er en kandidat Molvik. GINA. og er det en doktor, som heder Relling. GREGERS. Relling? Ham kender jeg lidt til; han praktiserte en tid oppe i Højdal. GINA. Det er rigtig et par vidtløftige mandspersoner.

Jeg vil betale denne æresgæld ; ha-ha-ha, det skal kaldes en æresgæld! Men nok om det. Jeg vil betale alt, med fem procent renter. GINA. Men, snille Ekdal, det har vi, ved gud, ikke penger til. HJALMAR. Vil De sige Deres forlovede, at jeg arbejder ufortrødent min opfindelse.

RELLING. Hvorledes gik det til? HJALMAR. Å, hvad ved jeg ! GINA. Hun vilde skyde vildanden. RELLING. Vildanden? HJALMAR. Pistolen være gåt af. RELLING. Hm. Ja . EKDAL. Skogen hævner. Men jeg er ikke ræd alligevel. HJALMAR. , Relling, hvorfor siger du ingen ting? RELLING. Kuglen er gåt ind i brystet. HJALMAR. Ja, men hun kommer sig da! RELLING. Du ser vel, at Hedvig ikke lever.

Lad de andre anstrænge sig. Der går de fyrene fra det ene madhus til det andet og æder og drikker dag ud og dag ind. Lad dem saa værs'go' gøre nytte for al den gode mad, de får. GINA. Men det sa' du da vel ikke? ; de fik såmænd høre noget af hvert. EKDAL. Og det var til kammerherrerne selv! HJALMAR. Det er ikke frit for det. EKDAL. Tokayervin, du? Det er en fin vin, det.

GINA. , jeg tænker såmænd ikke at gøre mig den nyttig. HJALMAR. men det er ikke værdt, at den går i skuddermudder alligevel; i al den forstyrrelsen, når jeg flytter, kunde det let GINA. Jeg skal nok ta' vare det, Ekdal. HJALMAR. Gavebrevet hører jo først og fremst far til; og det får bli' hans sag, om han vil gøre brug af det. Ja, stakkers gamle far