United States or Russia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men nei, lemmen stod der, likesaa ubevægelig som om den skulde være klippen selv. Pustende og stønnende gav de sig over. „Vi spilder bare tiden med dette,“ sa Dale. Da kom Longley med et godt raad. Han foreslog at de skulde se at faa hugget om et litet træ nede i fjeldskraaningen, og saa bruke det som en slags brækstang.
«Du skal vist ikke være ræd for, at dit hjerte ikke kan elske,» lo han pludselig stille. «Jeg tror det er et stolt litet hjerte, Jenny og varmt! Vil du bli ved og regne mig mellem dine venner, lille pike?» «Ja tak,» sa Jenny sagte og gav ham haanden. Og han bøiet sig og kysset den længe længer end nogensinde før. Gunnar Heggen og Jenny Winge skulde ha utstilling sammen i november.
Han samlede Linerne i sin Haand, for at ingen skulde gribe fat i dem, gav Hesten Sporene og var med et Sæt ude af Kampen. Endnu hvislede de fjentlige Kugler ham om Ørene, og han hørte Gendarmernes Raab bag sig. Men ve den Mand, der havde forsøgt at standse ham i dette Øjeblik!
Saa gav han sig til at ordne sin Seng; men han var alt for ophidset til at kunne sove.
Jeg kan ej takke for den gode vilje, skønt klart den viser Deres hjertelag. De ser på mig, som barnet på en silje, der skæres kan til fløjte for en dag. FALK. Ja, det er bedre end i sumpen stå, til høsten kvæler den med tåger grå. De skal! Ja, det er Deres pligt at skænke mig, hvad Gud Dem gav så rigt. Hvad De kun drømmer, gror i mig til digt!
Nu, da jeg traf ham, gav han sig ut for astronom, Gud vet av hvilken grund. Saa maa jeg heller ikke glemme at fortælle at han reiste over med mig paa samme baat i november, ikke nu sidste aar, men forrige. Han var meget underholdende, rigtig en morsom fyr at være sammen med. Saamen, vi blev saa gode venner ombord at jeg paa flyende flekken inviterte ham til mig i julen.
»Jo, nu vil jeg have Dem med.« »Men jeg går ikke med på den Måde.« »De skal naturligvis til en anden,« sagde hun. »Nej,« svared jeg. Men jeg havde Følelsen af, at jeg stod i en ynkelig Stilling overfor denne aparte Tøs, og jeg beslutted mig til at redde Skinnet. »Hvad hedder De?« spurgte jeg. »Marie? Nå! Hør nu her, Marie!« Og jeg gav mig til at forklare min Opførsel.
Hendes Ro ophidsede ham dog kun yderligere, idet han deri saa et nyt Bevis paa hendes fuldstændige Ligegyldighed for ham, og, mere og mere ude af Stand til at beherske sig, gav han sig til sidst til at kritisere og latterliggøre hendes Venner i Moskva, ja, endog til at tale haanligt om hendes Planer og Forhaabninger.
Det var en ganske fortræffelig Begyndelse til noget af hvert. Så gav jeg mig til at søge efter et bestemt Spørgsmål, jeg kunde behandle, en Mand, en Ting at kaste mig over, og jeg kunde ikke finde noget.
Men i samme Øjeblik saa han Czaren, Selvherskeren over alle Russere, dreje omkring Hjørnet og Andrey, rolig og alvorlig som Skæbnen selv, skride hen imod ham. Det gav et uvilkaarligt Ryk i Czaren, da han saa en fremmed paa sin Vej; men han vedblev desuagtet at gaa videre.