United States or British Indian Ocean Territory ? Vote for the TOP Country of the Week !
STRÅMAND. Fire spæde vi har foruden disse her. FRU HALM. Ja så. STRÅMAND. Tre af dem er for små til allerede at fatte tabet af en kærlig fader i stortingstiden. Nu jeg Dem forlader. FRU HALM. Å, hvorfor vil De alt så tidlig gå? FRØKEN SKÆRE. Jeg må til byen og fortelle nyheden; hos Jensens véd jeg man går sent til ro; jo, tanterne blir glade, kan De tro.
Går du også med slige tanker? GUDMUND. Ja vel gør jeg; men kongens vrede ; jeg er jo en fredløs mand KNUT. Ej, det skal du lidet agte. Der er jo ingen her, uden fru Margit, som véd besked om det endnu; og så længe jeg er din ven, så har du en, du fuldt kan lide på. Hør nu bare MARGIT. Mere tør jeg ikke sige dig. SIGNE Da vil jeg være ærligere mod dig. Men svar mig først på ét. MARGIT. Om dig?
Jeg lægger Mærke til, at hun stadig har den samme Dragt på, det samme tætte Slør, der skjuler hendes Ansigt og falder nedad hendes Bryst, og i Hånden en liden Paraply med Elfenbens Ring i Håndtaget. Det var allerede tredje Aften, jeg havde set hende der, al tid på selvsamme Sted; såsnart jeg var kommet hende forbi, vender hun sig langsomt om og går nedad Gaden, bort fra mig.
Med en Gang tager min Tanke ved et lunefuldt Indfald en mærkelig Retning, jeg føler mig greben af en sælsom Lyst til at gøre denne Dame bange, følge efter hende og fortrædige hende på en eller anden Måde. Jeg indhenter hende atter og går hende forbi, vender mig pludselig om og møder hende Ansigt til Ansigt, forat iagttage hende.
Gå ikke ifra mig! Se på barnet, Ekdal! Se på barnet! HJALMAR. Jeg vil ikke! Jeg kan ikke! Jeg må ud; væk fra alt dette! Han går fra os, mor! Han går fra os! Han kommer aldrig mere igen! GINA. Bare ikke græd, Hedvig. Far kommer nok igen. Nej, nej, han kommer aldrig hjem til os mere. GREGERS. Tror De, jeg vilde alt til det bedste, fru Ekdal?
Ikke på nogen . I véd det bedst, Olaf Skaktavl! Da så jeg første gang Sten Sture. Fagrere mand havde jeg aldrig set tilforn. NILS LYKKE. Ah, det går op for mig! Sten Sture var den tid i Norge i et hemmeligt ærende. Vi Danske turde ikke vide, at han var velsindet mod eders venner. FRU INGER. Forklædt som en ringe svend leved han en vinter under tag med mig.
ØRNULF. Det sagde han! Ha, ha, nu skjønner jeg; Gunnar har skikket sin søn bort, Kåre ligger i ufred med ham THOROLF. Og nu roer han efter og dræber gutten! Afsted alle; det bytte vil vi strides om! THOROLF. Hvad har du isinde? ØRNULF. Lad mig om det; det skal blive mig, og ikke Kåre, som tager hævn! THOROLF. Jeg går med dig! ØRNULF. Nej, du følger Sigurd og din søster til Gunnars gård.
HJALMAR. Vi bode bedre før; men denne lejligheden har én stor fordel: her er sådanne prægtige ydre rum GINA. Oe så har vi et værelse på den andre siden af gangen, som vi kan leje ud. Se, se, du har logerende også. HJALMAR. Nej, ikke endnu. Det går ikke så fort, ser du; man må være om sig. GREGERS. Det er altså din datter? HJALMAR. Ja, det er Hedvig. GREGERS. Og hun er jo eneste barn?
Jeg siger dig, hvis du er til, det sidste Ord i Livet og i Døden, jeg siger dig Farvel for evigt og altid, jeg siger dig Farvel med Hjærte og Nyrer, jeg siger dig det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier og vender dig Ryggen og går min Vej . . . . Stille,
STRÅMAND. Herr Falk! FALK. Herr pastor! STRÅMAND. Er de mere medgørlig nu, end da vi skiltes? FALK. Nej, jeg går min ufravigelige vej STRÅMAND. Selv om De træder næstens lykke ned? FALK. Jeg planter sandheds urt i lykkens sted. STRÅMAND. Nå, var det kanske spøg? FALK. Ja, trøst Dem med, det værk går op i røg; i gerning, ej på prent, jeg bryder isen.
Dagens Ord
Andre Ser