United States or French Guiana ? Vote for the TOP Country of the Week !
Så med én Gang falder det mig ind at gå ned i en af Basarerne nedenunder mig og få et Stykke råt Kød. Jeg rejser mig og går tvers over Ballustraden, hen til den anden Ende af Basartaget, og stiger ned. Da jeg var kommet næsten helt ned til Kødboden, råbte jeg opad Trappeåbningen og hytted tilbage, som om jeg talte til en Hund deroppe, og henvendte mig frækt til den første Slagter, jeg traf.
Jeg går længer ud på Bryggen, finder mig en Kasse at sidde på, folder Hænderne og føler, at mit Hoved blir mer og mer fortumlet. Og jeg rører mig ikke, gør slet intet, forat holde mig oppe mer. Jeg sidder der og stirrer på »Copégoro«, Barken med det russiske Flag. Jeg skimter en Mand ved Rækken; Bagbords røde Lanterne lyser ned på hans Hoved, og jeg rejser mig op og taler over til ham.
AURELIA. Min elskte, er du her? Aurelia! AURELIA. Sig, har du ventet på mig? Bort fra mig, kvinde! AURELIA. Catilina, tal! De mange mænd i våben ? Også du ? O du vil drage Ja, ved mørkets ånder, en lystig færd! Ser du, hvor sværdet blinker? Hedt tørster det; jeg går at stille tørsten. AURELIA. Mit håb, min drøm! Livsalig var min drøm! Og sådan vækkes jeg af drømmen CATILINA. Ti!
Hvor kunde jeg også være så uforsigtig . . . . Jeg får fat i mit Manuskript, forvisser mig om, at det ligger i Orden og går, uden at standse et Øjeblik eller se mig omkring, op til Redaktionskontoret. Klokken var nu fire på Vor Frelsers Ur. Kontoret er stængt. Jeg lister mig lydløst nedad Trapperne, bange som en Tyv, og standser rådvild udenfor Porten. Hvad skulde jeg nu gøre?
Og når vor kærlighed til slut har endskab, og afdør, til opstandelse som venskab, skal sangen binde mellem før og da . Og krøges end min ryg i flugt med pulten, og blir mit dagværk kun en krig mod sulten, så går jeg glad dog vejen til mit hjem, hvor det forsvundne står i toner frem. Er der en stakket kveldstund helt vor egen, da er jeg sluppen skadesløs fra legen! Falk vender sig mod lysthuset.
Jeg går og ser på hende og blir mer og mer modig, hun opmuntrer mig, trækker mig til sig ved hvert Ord. Jeg glemmer for et Øjeblik min Armod, min Ringhed, hele min jammerlige Tilværelse, jeg føler Blodet jage mig varmt gennem Kroppen, som i gamle Dage, før jeg faldt sammen, og jeg beslutted at føle mig frem med et lidet Kneb.
Når en mand har følt skæbnens knusende slag på sit hoved, ser du . Sig din far farvel fra mig. GREGERS. Ja, ja. Går du lige hjem? HJALMAR. Ja. Hvorfor det? GREGERS. Jo, for så kommer jeg kanske hen til dig siden. HJALMAR. Nej, det skal du ikke. Ikke hjem til mig. Min bolig er trist, Gregers, især ovenpå et strålende gilde, som dette her. Vi kan altid træffes et steds ude i byen. Går De, Ekdal?
Nej, nej; nu må den sidste redning fristes. BENGT. Hvad fattes dig? Mig tykkes, du er så bleg. MARGIT. Det går snart over. Men jeg tror dog, jeg mindes ét. BENGT. Ret så, min hustru! Kom med det. MARGIT. Næsten er jeg bange for, det vil lidet huge jer; men det får nu være.
Det vilde måske blive samme Tilfældet nu. Nej, det skulde ikke ske! Så jeg slet ikke, at han sad i Arbejde? »Var det ellers noget?« spurgte han. »Nej!« sagde jeg og gjorde min Stemme fast. »Hvornår må jeg få høre ind igen?« »Å, nårsomhelst De går forbi,« svared han, »om et Par Dage eller så.«
Og langsomt, ganske langsomt går jeg ud af Værelset igen, bærer Skoene i den ene Hånd, Brevet i den anden og Tæppet under Armen. Jeg letter mig op og bider Tænderne sammen på de knirkende Trin, kommer lykkeligt og vel nedad alle disse Trapper og står atter nede i Porten.