United States or Saint Barthélemy ? Vote for the TOP Country of the Week !
DEN TYNDHÅREDE. Og det tillades ikke at gå en liden smule over stregen, fru Berta? Virkelig aldeles ikke? FRU SØRBY. Ikke i nogen henseende, kammerherre Balle. Hvad er det, De står og studerer på, Ekdal? HJALMAR. Det er bare et album, herr grosserer. Aha, fotografier! Ja, det er sagtens noget for Dem. Har De ikke taget nogen med af Deres egne? HJALMAR. Nej, jeg har ikke.
Derfor må han være fremmed og ukendt, han, denne gæst, om hvem ingen bør vide, hvorfra han kommer eller hvor han går hen! I trodser det strenge herrebud, som nægter jer at huse den forfulgte, og at stå ham bi med ly og pleje FRU INGER. Det er nok, siger jeg! FRU INGER. Hør mig, mit barn! Men hør mig med overlæg; hvis du ellers mægter at tæmme dit vilde sind.
FRU STRÅMAND. Her er visst gæstebud FRU HALM. Å, hvilken snak! FRU STRÅMAND. For gør vi bryderi FRU HALM. Nej ingenlunde; De kommer så tilpas, som tænkes kunde; min datter Anna blev forlovet just. Så lad mig vidne; elskov, kærligheden, det er en skat, som ikke møl og rust fortære kan, hvis der er noget ved den. FRU HALM. Men hvor det dog var smukt, De tog de små herind til byen med Dem.
GREGERS. Da er De mere end almindelig åbenhjertig, synes jeg. FRU SØRBY. Åbenhjertig har jeg altid været. Det kommer vi fruentimmer længst med. HJALMAR. Hvad siger du til det, Gina. GINA. Å, vi fruentimmer er nu så forskellige, vi. Nogen har det på én vis og andre på en anden. FRU SØRBY. Ja, Gina, jeg tror nu, det er klogest at indrette sig på den vis, som jeg har gjort.
Rundt halsen bar hun en kjede av blekrøde smaa kugler, som kastet rosenrøde lyspletter paa huden. Helge Gram hadde stilfærdig sat sig ned ved bordenden og hørte paa, at det fremmede selskap snakket om en fru Søderblom, som hadde været syk. En gammel italiener med et skiddent hvitt forklæde paa sin store mave kom bort og spurte, hvad de skulde ha.
Jeg har aldrig været eders avindsmand, skønt jeg vel, som kongen af Danmarks undersåt, havde skellig grund dertil. FRU INGER. Jeg forstår eder. Jeg har ikke været bøjelig nok. Det er ikke gået så glat, som man ønskede, med at drage mig over i eders lejr. Mig synes dog, I intet har at klage på. Min datter Meretes husbond er eders landsmand. Videre kan jeg ikke gå.
Men nu tør jeg ikke bli' længer; jeg er så opkavet i denne tid. Ja, det var det, jeg skulde sige Dem, Ekdal, at hvis der var noget, som Werle kunde tjene Dem med, så skulde De bare henvende Dem til Gråberg. GREGERS. Det tilbud vil Hjalmar Ekdal visst betakke sig for. FRU SØRBY. Ja så-, jeg synes da ikke, at han før i tiden
Og saa gad han ikke drive og male ved siden av, og da var det, han fandt ut det, at han ikke hadde talent. Jeg synes nu, de er meget vakrere hans billeder end alle disse her moderne sakerne men De er vel av en anden mening De, frøken Winge?» «Ja Deres mands billeder er svært vakre,» sa Jenny. «Især portrættet av Dem, fru Gram. Det er aldeles nydelig.» «Aaja.
Ja, ja; hun har også stridt for sin søn så længe til hun fik røde hænder deraf. Hvor er mine døtre? Jeg ser dem ikke. NILS LYKKE. Guds blod, hvad er her sket? FRU INGER. Mine døtre; mine fagre døtre! Jeg har ingen mere. Jeg havde én igen, og hende misted jeg, da hun skulde stige i brudesengen. Der var ikke plads for to. NILS LYKKE. Ah, dertil er det altså kommet! Herrens hævn har rammet mig.
RELLING. Ser De bare; jeg vidste det nok. Men hvorledes forklarer De sådant noget? Hun er i stemmeskiftningen, far. HJALMAR. Så længe barnet har mig ! Så længe mit hode er oven mulde ! FRU SØRBY. God aften! Nej, er det dig, Berta! FRU SØRBY. Ja såmænd er det mig. Men jeg kommer kanske til ulejlighed? HJALMAR. Nej bevar's; et sendebud fra det hus
Dagens Ord
Andre Ser