United States or Belarus ? Vote for the TOP Country of the Week !
At sidde deroppe imellem de fire paa Skændselens sorte Karre, surret fast til Træbænken lig hin Kvinde, hvis lyse, straalende Pande bøjede sig ned over Mængden, det var ikke Straf, ikke Rædsel! Nej, det var hellige Ønskers og skønne Drømmes Virkeliggørelse!
Men I glemmer nok, at fredløs mand er utryg, hvor han end vanker. FRU INGER. Så tal; jeg skal ikke formene jer det. OLAF SKAKTAVL. Det er nu snart treti år siden jeg så eder for første gang. Det var på Akershus hos Knut Alfsøn og hans frue. Dengang var I endnu fast et barn; men dog var I kæk som en jagende falk, og derhos stundom både vild og ustyrlig. Mange var de, der bejled om eder.
Hvorledes det, mener du? GREGERS. Du har dukket under og bidt dig fast i bundgræsset. HJALMAR. Sigter du kanske til det næsten dødbringende skud, som har rammet far i vingen og mig også? GREGERS. Ikke nærmest til det. Jeg vil ikke sige, at du er skamskudt; men du er kommet ud i en forgiftig sump, Hjalmar; du har fåt en snigende sot i kroppen, og så er du gåt tilbunds for at dø i mørke.
Retskaffen vilde jeg være og fast og god og aldrig ha et andet menneskes smerte paa min samvittighet . Og hvad var saa hele den forbrydelse, som var begyndelsen det som alt det andet kom av . At jeg længtes efter kjærlighet, uten der var en bestemt mand, jeg længtes efter? Var det saa rart? At jeg saa gjerne vilde tro, da Helge kom, at han var den, jeg hadde længtes efter?
Pistolen der henne, du, den, som vi bruger til at skyde kaniner med, den har spillet en rolle i den ekdalske slægts tragedie. GREGERS. Pistolen! Så? HJALMAR. Da dommen var afsagt og han skulde sættes fast, da havde han pistolen i sin hånd GREGERS. Havde han ! HJALMAR. Ja; men han turde ikke. Han var fejg. Så forkommet, så ruineret på sjælen var han ble't allerede dengang. Å, kan du begribe det?
Saa længe han levet, vilde der komme stunder, da han vaandet sig som nu, fordi det var slik. Og dog var det bare ham, som eiet hende. Bare i hans haand kunde hendes gyldne haar funkle nu. Hun selv, hun levet i ham nu hendes sjæl og hendes billede stod speilet i ham, saa klart og fast som i stille vand.
Hun kunde ikke selv komme, men sender dette Brev!“ hviskedes der tilbage. Andrey rakte Haanden ud for at gribe Brevet; men Skikkelsen holdt det fast og traadte et Par Skridt tilbage. „Jeg kender Dem ikke!“ sagde Stemmen. „Jeg har Ordre til at aflevere Brevet i Alexander Ilichs egne Hænder!“ Det var Vatajko som imidlertid var vaagnet og nu stod bag Andreys Ryg.
Og Høkerchefen selv havde måske siddet indenfor i Værelset ved Siden af og følt sig på et hængende Hår opfordret til at gå ud til os og se, hvad det var, som foregik. Nej, der var ingen Grændse længer for, hvad jeg kunde gøre af nederdrægtige Ting! Nå, men hvorfor var jeg ikke bleven sat fast? Så var det kommet til en Afslutning. Jeg havde jo sågodtsom rakt Hænderne frem til Jærnene.
Fru Margrete stod ved sin døde husbonds hoved, og alle, alle svor vi at vove velfærd og liv for at hævne både denne sidste ugerning og alt det øvrige. Inger Gyldenløve, hvem var det, som da brød sig vej gennem mændenes kreds? En ungmø, fast endnu et barn, med ild i øjet og med grådfyldt mæle. Hvad svor hun? Skal jeg gentage eders ord?
Endelig kom der et svar: „Dette er ikke noget hul, men en stor hule, som jeg ikke ser bund eller vægger paa. Men se selv. Grunden er fast nok her.“ Alle fire la sig ned og stirret ned i hulen. Ingenting at se. Longley tok lygten, lyste og undersøkte paa alle sider. „Dette fjeldet er hult som en tromme.“ „Ventet De at det skulde være slik?“ spurte Jack. „Aldeles ikke.
Dagens Ord