United States or Libya ? Vote for the TOP Country of the Week !
Kom her; lad os gøre os det hyggeligt. Du skal dog ha' tak alligevel, Gregers, at du bad mig til din fars bord; for nu skønner jeg da, at du ikke længer har hoget imod mig. Hvor kunde du falde på, at jeg skulde ha' noget imod dig? HJALMAR. I de første årene havde du det dog. GREGERS. Hvilke første år? HJALMAR. Efter at den store ulykke var sket. Og det var jo så naturligt, at du havde.
Men derfor skal du heller ikke have mere betænkeligheder ved at tage mod navnet af min hustru og den beskyttelse for dig og dit barn, som ligger deri, end Maria havde ved at betro sig til Josef. Egentlig synes jeg ikke engang, det er ganske rigtig af dig overfor barnet vilkaarlig at berøve det dets fars navn, som det dog har ret til du kan ha saa megen selvtillid du vil.
GINA. Ikke stå og rod i fars sager, Hedvig. Jeg vilde bare rydde lidt. GINA. Gå heller ud i køkkenet og se om kaffien holder sig varm; jeg vil ta' brettet med, når jeg går ned til ham. Å, nej da, Ekdal, kommer du alligevel? GINA. Ja, ja; kan nok tænke mig det. Men Jøss' da, hvorledes er det, du ser ud! HJALMAR. Ser ud? GINA. Og så den pene vinterfrakken din! Nå, den har da fåt sin bekomst.
Jeg hadde fortalt dig saapas meget om forholdene hjemme. Du kunde sørget for, at det var blit med fars visit ikke alle disse besøkene paa atelieret og disse stevnemøtene i Stenersgaten » «Stevnemøter? Jeg saa det motivet og visste, jeg kunde gjøre et godt billede ut av det det har jeg gjort og.» «Naa jaja da. Det er naturligvis ogsaa mest fars skyld.
Han ser hende og stanser, men fatter sig straks. „God kveld!“ sier han. „Nei, god kveld, Martin, er det du som er ute og færdes?“ „Ja, jeg kjøpte nogen blomster med mig fra storbyen,“ sa han. „De har nu staat hjemme i vand, saa de er litt falmet, men jeg vil allikevel lægge dem paa min mors grav,“ sa han. „Du vet hun ligger her borte i hjørnet av gravgaarden.“ „Det var merkelig du skulde komme just nu naar jeg sat og tænkte paa dig,“ sa Malinda. „Ja saa, tænkte du paa mig?“ sa Martin. „Ja, det gjorde jeg,“ sa Malinda. „Ja, det er jo godt at nogen tænker paa mig og,“ sa Martin. „Jeg har følt saa ensom idag siden jeg tok avsked med pastor Reierson igjen,“ sa Malinda. „Det er vel din fars grav du sitter paa,“ sa Martin.
Gert hadde holdt av sine barn og en fars kjærlighet var dog mere reflektert, mere forstaaende, mindre instinkt, end en mors. Endda hadde han vel neppe husket paa Helge denne vinteren. Jenny hadde hentet posten inde hos stationsmesteren. Hun gav Fransiska aviserne og hendes brev og aapnet det, som var til hende selv.
Og hun hadde læst igjennem brevet med en plagsom følelse av, hvor fattig og tørt det avsnit var blit om hendes møte med moren. Da hun skrev til ham den aften, fortalte hun om hans fars visit. Men saa rev hun det istykker og begyndte paa ny. Det var dette om at fru Gram ikke maatte kjende til det, som var leit at fortælle. Det var leit at begynde med at ha hemmeligheter med den ene mot den anden.
Han forlangte ingen fars myndighet over steddatteren klok og god og naturlig kom han hende imøte. Hun var barn til den kvinde han holdt av, og derfor holdt han av Jenny. Hvad hun skyldte ham, saa hun først helt nu som voksen. Hvor meget sykelig og forskruet han hadde utryddet og bekjæmpet hos hende.
Fransiska passer akkurat til hende ikkesandt det er saa kapriciøst men Jenny er lyst og frisk og greit.» «Jeg er opkaldt. Det er familienavn i min fars slegt,» sa hun for at si noget. «Hvad tænker De Dem for eksempel ved Rebekka?» spurte han om litt. «Jeg vet ikke. Er det ikke ganske pent da? Forresten litt haardt og klaprende kanske.»
Mandag aften efter missionsmøtet sat der en ung kvinde paa en gravhøi utenfor Glenfield kirke. Det var Malinda Anderson. Hun hadde gaat dit ut i kveldingen for at tilbringe en stille stund ved sin fars grav.