United States or Botswana ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ja hun tok ærlig og redelig sin del av slitet og savnet og fattigdommen hadde gjerne sultet for mig og barna. Men med det jeg følte for hende, var det næsten værre at maatte indrømme, at hun slet og led og ofret for mig . Jeg maatte jo ofre alt, jeg var glad i tomme for tomme tvang hun mig til at opgi alt jeg hadde utover hende. Min far og hun var dødsfiender fra første stund.
Og hun vilde se igjen landet dernede, fjeldlandet med de stolte og strenge linjer og de solsvidde farver. Et par dage efter reiste hun til Berlin. Hun gik i byen nogen dage var paa gallerierne. Men hun følte sig træt og fremmed og vildfarende. Saa drog hun videre til München. I Alte Pinakothek saa hun Rembrandts hellige familie.
Jeg famled med Hånden over den hvide Plet og følte til min Forundring, at det var et Brev. Et Brev? Jeg tager det med hen til Vinduet, studerer, så godt det lader sig gøre i Mørket, disse dårligt skrevne Bogstaver og finder endelig ud mit eget Navn. Aha! tænkte jeg, Svar fra Værtinden, et Forbud mod at betræde Værelset mer, om jeg skulde ville ty tilbage!
Rart var det igrunden at sitte her med de vildfremmede mennesker. Han følte sig alene men nu pinte det igjen ikke. Den vendte tilbake, den befriede, lykkelige stemning fra kvelden før . Og han saa paa de andre paa de to unge piker. Jenny og Fransiska nu visste han, hvad de het, og ikke stort mere.
Han følte ikke godt efter den voldsomme kjøretur utover prærierne for at undgaa pastor Carl Johnson; desuten hadde garagemanden tat $27.50 for at istandsætte automobilen og det hjalp ogsaa til at gjøre ham modløs. Glansnummeret paa programmet var naturligvis pastor Johnsons tale.
Jenny stod borte ved vinduet og saa over paa ham. Hun følte en underlig intens uvilje ved det, mens han talte herregud, han hadde vist ret. Men han forstod jo sletikke, saan han sat der og la det altsammen fra hinanden, hvad det var som gjorde hende vondt: «Det gjør ikke saken bedre selv om der er noget i det, du sier. Kanske du har ret .»
Tania følte med Rædsel, at Grunden var ved at slippe væk under Fødderne paa hende. I
Hun stod ved toldskranken og saa paa de morgengrætne første- og andenklasses passagerer følte sig saa meningsløs glad. Hun var i Italien igjen. Tolderen smilte til hende, fordi hun var blond, og hun smilte tilbake, fordi han tok hende for et eller andet herskaps kammerjomfru.
„Læg dere ned dere ogsaa, og lyt,“ sa han, „og si mig saa hvad dere tror.“ Et øieblik efter reiste Longley sig. „Den lyden kommer fra fjeldets indre,“ sa han bestemt. „Ja, uten tvil,“ kom det fra Dale. „Og det vil si?“ spurte Sir Ralph. „At der foregaar noget derinde, ja. En bevægelse; og derfor følte vi ogsaa lyden mere end vi hørte den.“ „Men hvad kan det være?“ spurte Dale.
Da skimter jeg højt oppe, midt for mine Øjne, en grålig Kvadrat i Væggen, en Tone af hvidt, en Anelse det var Dagslyset. Jeg følte, at det var Dagslyset, følte det med hver Pore i mit Legeme. Å, hvor ånded jeg ikke dejligt ud! Jeg kasted mig flad på Gulvet og græd af Glæde over dette velsignede Skimt af Lys, hulked af Taknemmelighed, kyssed mod Vinduet og bar mig ad som en gal.
Dagens Ord
Andre Ser