United States or Dominica ? Vote for the TOP Country of the Week !
«Du jeg reiser hjem imorgen. Jeg telegraferer til Lennart imorgen tidlig, og saa reiser jeg over middag . Du kan skjønne, Jenny, du maa endelig bli her, saa længe du har lyst. Du maa ikke synes, jeg er hensynsløs, men jeg tør ikke andet jeg reiser straks.» Hun pustet tungt. «Jeg forstaar det ikke Jenny.
Men hun orket det altsaa ikke mere . En dag fik hun brev fra ham, og han skrev blandt andet, at hun endelig maatte raadføre sig med en læge . Samme aften skrev hun et kort brev til Gunnar Heggen at hun ventet et barn i februar og om han kunde skaffe hende adressen paa et stille sted i Tyskland, hvor hun kunde være, til det var over. Heggen svarte med omgaaende post: Kjære Jenny.
Jeg opgav Forsøget, tænkte at råbe efter ham, men turde ikke, og da jeg endelig alligevel tog Mod til mig og råbte, en Gang, to Gange, var han allerede forlangt borte, min Stemme var bleven for svag. Jeg stod tilbage på Fortouget og så efter ham, jeg græd ganske stille. Jeg har aldrig set på Magen! sagde jeg til mig selv; han gav mig ti Kroner!
Men jo længer jeg talte, des uroligere blev hun; tilsidst sagde hun: »Herregud!« et Par Gange i Fortvivlelse og vred sine Hænder. Jeg så godt, at jeg plaged hende, og jeg vilde ikke plage hende, men gjorde det alligevel. Endelig mente jeg at have fået sagt hende i grove Træk det nødvendigste af, hvad jeg havde at sige, jeg blev greben af hendes fortvivlede Blik og råbte: »Nu går jeg! Nu går jeg!
Jeg famled med Hånden over den hvide Plet og følte til min Forundring, at det var et Brev. Et Brev? Jeg tager det med hen til Vinduet, studerer, så godt det lader sig gøre i Mørket, disse dårligt skrevne Bogstaver og finder endelig ud mit eget Navn. Aha! tænkte jeg, Svar fra Værtinden, et Forbud mod at betræde Værelset mer, om jeg skulde ville ty tilbage!
Endelig lagde hun frem endel Kager til en ublu Pris, fire fem Stykker, som hun taksered til det højeste, hun kunde finde på, og bad mig tage dem og gå min Vej. Jeg kaevled fremdeles med hende, påstod, at hun snød mig for mindst en Krone af Pengene og desuden udsuged mig ved sine blodige Priser. Ved De, at der er Straf for slige Kæltringstreger? sagde jeg.
Jeg havde også hele Tiden det Håb, at jeg endelig kunde få istand en Artikel om et eller andet, så jeg kunde få betalt Værelset og hvad jeg ellers skyldte for; det var derfor, jeg arbejded så ihærdigt.
Han stod og overvejed en liden Stund, anskued min Person, stirred forbløffet på mig. Endelig sagde han ganske stille: »I hvert Fald er det jo på Tiden, at Dere går hjem. Vil Di, atte jej ska' følle Dere?« Ved denne Venlighed blev jeg afvæbnet; jeg følte, at jeg fik Tårer i Øjnene, og jeg skyndte mig at svare: »Nej, Tak!
„Du kommer med friskt Hoved og kan se klarere paa Tingene end vi andre!“ sluttede hun. Andrey vedblev i Tavshed at stirre paa den Plan af Fængslet, som Zina i raske Træk havde ridset for ham. „Men saa tal dog, Menneske! Er du pludselig bleven stum?“ spurgte hun heftigt. „Naar jeg skal sige min Mening uforbeholdent,“ begyndte han endelig, „saa synes jeg aldeles ikke om eders Plan.
HJALMAR. Jeg var også inde hos ham et øjeblik efter du var gåt. GINA. Jeg hørte det. Du har jo bedt ham ind til frokost. HJALMAR. Bare sådan en liden smule formiddagsfrokost, forstår du. Det er jo første dagen ; vi kan ikke godt undgå det. Du har vel altid noget i huset. GINA. Jeg får jo se at finde lidt. HJALMAR. Men lad det endelig ikke bli' for knapt.
Dagens Ord
Andre Ser