United States or Kyrgyzstan ? Vote for the TOP Country of the Week !
GREGERS. Løjtnant Ekdal havde nok ikke selv rede på, hvad han foretog sig. WERLE. Kan gerne være. Men kendsgerningen er nu den, at han blev dømt og jeg frifunden. GREGERS. Ja, jeg ved nok, at der ingen beviser var. WERLE. Frifindelse er frifindelse. Hvorfor ripper du op i disse gamle uhyggelige sager, som gav mig grå hår før tiden?
GREGERS. Ikke så gild som i Deres tid. Den er hugget svært ud. EKDAL. Hugget ud? Det dra'r efter sig. Der er hævn i skogen. Vær så god-, lidt til, far. GREGERS. Hvorledes kan en mand som De, slig en friluftsmand, leve midt i en kvalm by, her inde mellem fire vægge? Å, her er ikke så ilde her. Slet ikke så ilde. GREGERS. Men alt det, som Deres sind er vokset sammen med?
GREGERS. Hvorledes har man her kunnet la' den familje så ynkeligt forkomme. WERLE. Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg tænke. GREGERS. Ja, jeg mener Ekdals. Løjtnant Ekdal stod dig dog engang så nær. WERLE. Ja, desværre, han stod mig nok altfor nær. Det fik jeg føle og svie for i mange år. Det er ham, jeg kan takke for, at jeg fik en slags klik på mit gode navn og rygte, jeg også.
HEDVIG. Sang de kammerherrerne, far? Eller læste de noget op? HJALMAR. Nej, de bare vrøvled. Så vilde de ha' mig til at deklamere for sig; men det fik de mig ikke til. EKDAL. Fik de dig ikke til det, du? GINA. Det kunde du da gerne ha' gjort. EKDAL. Nej, nej; Hjalmar er ikke så lige til, han. HJALMAR. Jeg ved ikke, hvorfor jeg just skal sørge for underholdningen, når jeg er ude engang iblandt.
Røger De ikke, herr Ekdal? Vil De ha' ild? Nå, det er sandt, vi må jo ikke HJALMAR. Tak, jeg skal ikke ha' DEN FEDE HERRE. Har De ikke et lidet net digt at deklamere for os, herr Ekdal? Før i tiden gjorde De det så nydeligt. HJALMAR. Jeg kan desværre ikke huske noget. DEN FEDE HERRE. Å, det var skade. Ja, hvad skal vi så finde på, Balle? Gregers, jeg vil gå!
GINA. Herr Werle kan da vel tænke sig det, at Ekdal ikke er som en af de almindelige fotograferne. GREGERS. Nå så alligevel! Men ? Hvad er det! GINA. Uf, nu skyder de igen! GREGERS. Skyder de også? HEDVIG. De går på jagt. GREGERS. Hvad for noget! Er du kommen? GREGERS. Går du og skyder inde på loftet? Å, det er bare med denne her.
Det er da også de utroligste ting, en familjeforsørger har at tænke på; og glemmer en bare det aller ringeste, straks skal en se sure miner. Nå, en vænner Sig til det Også. EKDAL. Ja, du kan vel tænke dig det. Hun er gåt i kurven. HJALMAR. Nej, er hun gåt i kurven! Hun begynder altså at vænne sig til den. EKDAL. Ja, du; det var jo det, jeg spåde. Men nu, ser du, nu er der nogen smaa grejer til
HEDVIG. Jeg glæder mig så umådelig til, at far skal komme hjem. For han lovte, at han skulde be' fru Sørby om noget godt til mig. GINA. Ja, der vanker såmænd nok af gode ting i det huset, kan du tro. Lidt sulten er jeg næsten også. GINA. Hvor sent bedstefar kommer hjem idag. EKDAL. De havde stængt kontoret. Måtte vente hos Gråberg. Og så fik jeg gå igennem hm.
Men først så havde jeg det andre bæ- æstet at holde styr på; ja, han, den dæmoniske, naturligvis; og siden så sovned jeg ind så tungt at . GINA. Hvad siger Ekdal idag? RELLING. Han siger ingen verdens ting. HEDVIG. Snakker han slet ikke? RELLING. Ikke et levendes ord. GREGERS. Nej, nej; det kan jeg så godt forstå. GINA. Men hvad tar han sig da til? RELLING. Han ligger på sofaen og snorker.
De fire-fem fortørkede juletræerne, som han har gemt på, de er for ham det samme, som hele, store, friske Højdalsskogen; hanen og alle hønerne de er storfugl i furutoppene, de; og kaninerne, som humser bortefter loftsgulvet, det er bamserne, som han gir sig i kast med, han, den spræke friluftsgubben. GREGERS. Den ulykkelige gamle løjtnant Ekdal, ja.
Dagens Ord
Andre Ser