United States or Armenia ? Vote for the TOP Country of the Week !
De måtte skamme Dem! Nej, det havde jeg ikke troet om Dem! At De, som er så ung, allerede mister Håret! . . . . Nu skal De værsågod fortælle mig, hvorledes De egentlig lever Deres Liv hen. Jeg er sikker på, det er frygteligt! Men bare Sandhed, forstår De, ikke nogen Udflugter! Jeg skal nok forresten se det på Dem, om de vil skjule noget. Så, fortæl nu!«
Ved enkelte særlig sørgelige Nyheder kunde de to Venner ikke undlade at veksle et Par Ord; men forøvrigt fortsatte de i Tavshed deres Arbejde og beholdt deres Følelser for sig selv. Det gik nu langt raskere fra Haanden end før. Georgs Cifre blev mere tydelige, og Decifreringen foregik næsten uden Standsning. Efter de sørgelige Beretninger om Tab og Lidelser kom man til et lysere Tema.
Som om jeg aldrig havde set mine Sko før, giver jeg mig til at studere deres Udseende, deres Mimik, når jeg rørte på Foden, deres Form og de slidte Overdele, og jeg opdager, at deres Rynker og hvide Sømme giver dem Udtryk, meddeler dem Fysiognomi. Der var noget af mit eget Væsen gået over i disse Sko, de virked på mig som en Ånde mod mit Jeg, en pustende Del af mig selv . . . .
Hun har tegnet det.» «Ja, Deres veninde maler ogsaa, synes jeg, jeg forstod?» «Ja. Hun har svært meget talent, Cesca.» «Jeg husker jeg saa et billede av Dem paa statens kunstutstilling ihøst,» sa Helge litt undselig. «Roser i et kobberkar.» «Ja, det malte jeg hernede ivaar.
Du kan jo skjønne, det blir bare uhygge. Tænk om vi kunde ta ut nogensteds alene. Helge. Ha en tur for os selv, bare vi to Helge . Som i Rom.» «Du kan skjønne, jeg vilde ikke no heller. Men der blir bare saa megen uhygge hjemme, hvis vi ikke vil være med paa denne sankthansturen deres » «Uhygge er der jo allikevel,» sa hun haanlig. «Jamen det blir meget værre.
«Ikke en øre betaler jeg. Gaa Deres vei. Jeg vil ikke se Dem for mine øine.» «Jovist betaler De. Hvis ikke er historien udover hele byen imorgen. Og Jonas Ratje aflægger ed paa at den er sand. Save?» Da forglemte Hinken sig til den grad, at han hug haanden i brystet paa Ratje for egenhændig at kaste ham paa dør. Men det skulde han ikke have gjort.
Eller om hun skulde reise fra byen ta ind paa hotel etsteds, skrive efter Helge faa snakke med ham i fred. Hvis de bare kunde faa være sammen igjen en stund de to alene. Hun prøvet at tænke paa deres vaar dernede, og hun husket varmen og den grønne kampanje og de hvite blomster og den sølvfine dis over fjeldene og sin egen glæde.
Vil De mod løgnen stride, jeg står, som væbner, tro ved Deres side. FALK. De, Svanhild; De, som SVANHILD. Jeg, som end igår ? O, var De selv da, Falk, igår den samme? De bød mig, som en lykke, siljens kår FALK. Og siljen fløjted, fløjted mig til skamme!
Overraskelsen var saa voldsom at Longley blev staaende i gangen aldeles lammet. Hvor de indtrængende var kommet fra var umulig at begripe. Men deres truende stillinger var ikke til at ta feil
Gjorde jeg min ret, saa gik vi nu ret ind til Flesland og praiet toldstationen der og overgav det hele. Saa kunde Hahn & Hinken rase saameget de vilde, det fik blive deres sag. Min ryg vilde ialfald være fri; men sparken fik jeg naturligvis.» «Aa ja, det lægs en slæber til, siger man; men Hahn & Hinken ved ellers, hvad de pleier at indlade sig paa.
Dagens Ord
Andre Ser