United States or Pitcairn Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Brinkstein tog kikkerten og gransket kysten nøie og et par minutter efter saa han en liden svart slæbebaad pile ud fjorden med kursen ret tilhavs. Styrmanden var færdig med sit og kom atter op paa broen og meldte af. «Se der styrmand,» sagde skipperen og rakte ham kikkerten. «Der hænder mirakler endnu lader det til. Nu faar De purre ud andenstyrmand og folkene forud.
Vi er ikke akkurat de samme heller. Vor kjærlighet vi kan holde like meget av hinanden men ikke akkurat paa samme maaten.» Jenny trak skulderen op som hun frøs litt: «Det der vilde aldrig en kvinde si, Helge» og hun prøvet le. «Synes du, det er saa rart, jeg sier det. Jeg kan ikke la være at tænke paa det. For jeg synes, disse maaneder har forandret mig saa meget.
Synkefærdig flux tilbage Albatrossen blev buxert. Skyndsomst noget reparert, var den snart, som før, parat til Piraterne at jage; men da den og vor Fregat lagde ved Jamaika an, laa der Ordre til dem begge, at de sammen skulde lægge Kours til Gammel-Engelland.
Den ene og den anden mor hadde hun visst om, som hadde elskere og trodde, barna saa ikke . Der var de som skiltes, blev lykkelige paa en anden maate. Det var bare, hvis den nye kjærlighet blev en skuffelse, at de angret og jamret. Hendes mor hadde forgudet hende endda hadde hendes kjærlighet hat rum for Berner ogsaa, og hun hadde været lykkelig med ham.
Det svartnet for hendes øine et øieblik, da hun saa op fra bakken. Det var rart, men hun taalte liksom ikke rigtig heten iaar. Utover bygden dirret varmedisen over slaatteenger og glinsende akrer, helt ind der skoglinjen stod svartgrøn mot den sommerblaa himmel. De faa løvtrær ved gaardene var dunkle i kronerne allerede. Cesca læste endda paa sit brev. Det var fra hendes mand.
„Ikke siden forrige Vinter, da hun var her i St. Petersborg,“ svarede hun og syede ivrigt videre paa et Haandarbejde, hun holdt i Haanden. Atter indtraadte der en lang og pinlig Pavse, som Tania søgte at afbryde ved at begynde at tale om deres fælles Arbejde; men Andrey gav kun korte, undvigende Svar. Hvad Interesse havde hun vel mere af dette Arbejde?
Det var en klar Søndag Eftermiddag i den første Halvdel af August; Andrey var paa Vejen hjem fra et Arbejdermøde i Vyborg-Kvarteret, der stod under hans særlige Varetægt.
Saan en lys og lun maieftermiddag hen imot kveldingen laa der solrøk indover de svarte tomter, og de nakne brandmurer blev rødgule, og fabrikspiperne blev leverbrune i solbranden. Byens kontur av høie tak og lave tak og store gaarder og smaa stod mot en luft, som var graaviolet og tung av støv og røk og dunster.
Helge bøiet hodet langt bakover stirret op i himmelkuplens svale blaa. Nu var der en solstraale, som rørte ved det aller øverste av springvandets straale draaperne deroppe gnistret i asur og guld. «Aa gud velsigne dere alle, saa gyselig søvnig som jeg er,» sa Fransiska Jahrmann og gispet alt hun orket. «Og huttetu, saa kaldt!
Den havde hjulpet ham ind her og var blevet liggende til man ikke længer havde brug for den, hvorefter den var forsvundet, sandsynligvis sydover. Jo det var mulig, at det var «Styggen» af Bergen; men det var ogsaa mulig, at det var en anden. Og mere var der ikke at faa ud af Brinkstein.
Dagens Ord
Andre Ser