United States or Solomon Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
„Det var et pent missionsoffer,“ sa Mrs. N. B. Olson. „Ja,“ sa Gurine Hendrum, „men jeg undres paa hvem som har ofret to cent til missionen, jeg.“ „Ja, det var nu ikke jeg,“ føiet hun til. Alle var enige om at denne missionssøndag hadde været en stor dag i Glenfield menighet, og som menighetens senere historie viser var den dag en milepæl i menighetens utvikling.
Jeg tager Brevene op fra Lommen, for med ét Slag at sætte Hans Pauli i Humør, når jeg kom ind. Han vilde vist ikke nægte mig denne Håndsrækning, når jeg forklared ham Omstændighederne, aldeles ikke. Hans Pauli havde så stort Hjærte, det havde jeg al tid sagt om ham . . . . På Døren fandt jeg hans Kort: »H. P. Pettersen, stud. theol. rejst hjem«.
Han kom bort til de andre igjen. „Hvis Deres stamfar ikke var sindssvak, Sir Ralph, saa er der nu bare én forklaring paa alt dette som er mulig, d.v.s. hvis ikke alt dette om skatten er en myte.“ „Kan vi saa faa høre din forklaring?“ spurte Dale. „Ja, og det skal være snart gjort. Men først maa jeg vite hvor avsatsen og den tomme hule ligger i retning fra denne aapningen her.“
CATILINA. Så tykkes mig; dog véd jeg ikke visst . Men sig, hvem søger du i midnatstimen? SKYGGEN. Dig søger jeg. Vid, denne time kun er mig forundt til vandringsfrist heroppe. CATILINA. Ved alle guder, tal! Hvo er du? SKYGGEN. Stille! Jeg kommer hid at kræve dig til regnskab. Hvi under du mig ikke gravens fred? Hvi driver du mig op af dødens bolig?
Min første Følelse var en stupid Forbauselse over at finde mig selv ude under åben Himmel, men snart afløstes denne af et bittert Mismod; jeg var lige ved at græde af Sorg over endnu at være ilive. Det havde regnet, mens jeg sov, mine Kiæder var ganske gennemvåde, og jeg følte en rå Kulde i mine Lemmer.
Men Barnet tror, at jeg blot vil holde Løjer med hende og fjærner sig straks, uden at sige et Ord. Denne stumme Tålsomhed var mig for stor; havde hun skældt mig ud, vilde det kommet belejligere; Smærten greb mig, og jeg råbte hende tilbage. Jeg ejer ikke en Øre, sagde jeg, men jeg skal huske dig siden, måske imorgen. Hvad hedder du? Ja, det var et pent Navn, jeg skulde ikke glemme det.
Jeg frygter for, at han er en dødsdømt Mand.“ „Hvem er denne Myrtov?“ spurgte Tania. „En meget stilfærdig, ung Student, som ved en Forveksling blev arresteret for nylig i Stedet for Taras. Du ved jo, hvem Taras er ikke sandt?“ „Jo, naturligvis ved jeg det!“ svarede Tania. Taras Kostrov var en af Revolutionens mest begavede og populære Mænd.
Tania havde siden hin frygtelige Dag, da han fortalte hende sin Hemmelighed, tappert gennemført med Mod og Selvfornægtelse at bære det uundgaaelige men han saa kun alt for vel, hvad denne tavse Heroisme kostede hende, og Synet af hendes unge, forpinte Ansigt søndersled hans Sjæl.
Dagens Ord
Andre Ser