United States or Greenland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Til højre og til venstre segned alle; Statilius faldt, Gabinius, Manlius; min Curius dræbtes, da mit bryst han dækked; da alle faldt for blanke Romer-sværd, for hine sværd, som vraged mig alene. Ja, Romas våben vraged Catilina. Med brustent værge stod jeg, halvt bedøvet, og sansed intet medens kampens bølger mig overskylled.
O, gode herre, tør jeg tro dit ord? CATILINA. Ja; skynd dig, gubbe; løs din alders håb. CATILINA. En bedre brug, ej sandt, Aurelia? end til bestikkelser og stemmekøb. Vel er det skønt at knuse voldsmænds magt; men stille trøst har også sin belønning. O, rig og ædel er endnu din sjæl. Nu kender jeg igen min Catilina! FURIA. Det drøner hult. Det tordner visst deroppe.
FURIA. Jeg er en skygges skygge. CATILINA. Dig er det, Furia! Du hilser mig? FURIA. Velkommen i vort fælles hjem! Nu kan vi følges ad til Charons båd, to genfærd. Dog først tag sejers-kransen af min hånd. CATILINA. Hvad gør du der? FURIA. Jeg smykke vil din pande. Men hvorfor kommer du alene hid? En høvdings skygge skulde følges af ti tusend faldne. Hvor er dine venner? CATILINA. De sover, Furia!
Nej; for kærligheden svinder dødens rædsler og dens nat. Ser du, tordenskyen viger; morgenstjernen vinker mat. Ser du, dagen kommer stor og varm! Følg mig, Catilina! Døden griber alt min barm. Grant jeg mindes nu min glemte drøm, hvordan hvælvets mørke spredtes af en stråle-strøm, hvordan barnerøster sang imod den unge dag.
Jeg følger dig til alle skyggers land; det bånd, mig binder, vil jeg sønderskære. FURIA. Hvi famler du med dolken? CATILINA. Hun skal dø. FURIA. De store magter jubler ved dit forsæt! Se, Catilina, hist din hustru kommer. AURELIA. Hvor skal jeg finde ham! Hvor kan han færdes! Nævn ej dette navn! AURELIA. Du lever! Vig bort! Jeg lever ikke. AURELIA. O, hør mig, elskte !
Dog, vogt dig, Catilina; vid, jeg skimter ieennem fremtids-dækket, hvad det dølger; blandt stjerner skrevet læser jeg din skæbne! CATILINA. Min skæbne læser du? Så tyd den da! SKYGGEN. Nej, først bag dødens dunkle port forsvinder dæmringen, som hylles omkring hvad grufuldt og hvad stort af fremtids-bølgerne bortskylles.
Men du, min Curius, hvem jeg har elsket fra du var barn, du skal ej drages ind i farens hvirvel. Lov mig, bliv tilbage i staden, hvis jeg vælger at forlægge mit angreb andetsteds, hvad vel er muligt; og støt os ej før fremgang kroner værket. Min faderlige ven! O, denne omsorg ! CATILINA. Du lover det? Her vil vi afsked tage; vent blot et øjeblik; jeg kommer snart. Han elsker mig som før.
MANLIUS. Ængst dig ej med disse tanker. Hvad er drømme vel? Indbildninger og tomme hjernespind, betydningsløse, uden grund og mening. CATILINA. Ja, du har ret; jeg vil ej gruble mere; nu er jeg rolig. Gå kun, Manlius; hvil dig en stund. Jeg vandrer her imens i enrum med mig selv og mine anslag.
Kun nag og skuffelse de lod tilbage; hvert modigt håb har skæbnen røvet mig. Foragt dig, Catilina! Du føler ædle kræfter i dit sind; og hvad er målet for din hele stræben? Kun mættelse for sanseligt begær.
Hans genfærd ! Jeg kan se hans brustne øje, hans kløvte skjold, hans klingeløse sværd; jeg ser den hele døde mand; kun et , forunderligt, døds-såret ser jeg ikke. "Du falder for din egen hånd, og dog en fremmed skal dig fælde." Så lød hans spådomsord. Nu er jeg falden skønt ingens hånd mig traf. Hvo løser gåden? FURIA. Vær hilset efter kampen, Catilina! CATILINA. Ah, hvo er du?