United States or Saint Barthélemy ? Vote for the TOP Country of the Week !


Og atter vandred jeg ud i Byen. Jeg slog mig påny ned en Bænk ved Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med Hovedet Brystet, slap efter den sidste Ophidselse, syg og forkommen af Sult. Og Tiden gik. Jeg fik sidde også denne Time ud; det var lidt lysere ude end inde i Hus; det forekom mig desuden, at det arbejded ikke fuldt galt i Brystet ude i fri Luft; jeg kom jo også tidsnok hjem.

Ja hvorfor slide pisken eller sporen, når ingen gylden indsats står som skænk til den, der river sig fra bord og bænk og jager fremad, båren højt i sadlen? Slig færd for færdens skyld tilhører adlen, og adelsfærd i vor tid kaldes tant; var nok meningen? SVANHILD. Ja, ganske sandt, se pæretræet, som ved gærdet står, hvor det er goldt og blomsterløst iår.

Jeg kunde ikke sætte mig en Bænk for mig selv eller røre min Fod noget Sted hen, uden at blive overfaldt af små og betydningsløse Tilfældigheder, jammerlige Bagateller, som trængte ind i mine Forestillinger og spredte mine Kræfter for alle Vinde. En Hund, som strøg mig forbi, en gul Rose i en Herres Knaphul, kunde sætte mine Tanker i Vibren og optage mig for længere Tid.

Jeg sad og fabled med disse Fornemmelser en lang Stund, måske en hel Time. En liden, gammel Mand kom og optog den anden Ende af min Bænk; idet han satte sig, pusted han tungt ud efter Gangen og sagde: »Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, san

Heldigvis har Czaren i Dag gjort en længere Tur end ellers!“ Andrey sukkede lettet. „Der er vel intet særligt hændet dig undervejs?“ spurgte Vatajko. „Nej, ikke det ringeste,“ svarede Andrey. „Jeg venter her paa denne Bænk, gaa saa du og sæt vore Folk i Bevægelse!“ Da Andrey var bleven alene, løftede han sin Haand op imod Luften for at se, om den var ganske rolig. Nej!

For det skulde være mig en Fornøjelse, og det skulde jo ikke koste ham noget . . . . Men Manden vilde absolut blive af med mig og skråed hurtigt over Gaden til det andet Fortoug. Jeg gik atter tilbage til min Bænk og satte mig. Jeg var meget urolig, og den store Lire, som havde begyndt at spille lidt længer henne, gjorde mig end værre.

Endog efterat jeg havde fundet mig en Bænk og sat mig ned, vedblev dette Spørgsmål at sysselsætte mig og hindre mig fra at tænke andre Ting.

Endelig blev min Bænk optagen af et Par Herrer, som tændte sine Cigarer og passiared højt; jeg blev vred og vilde tiltale dem, men vendte om og gik helt over til den anden Kant af Parken, hvor jeg fandt mig en ny Bænk. Jeg satte mig. Tanken Gud begyndte atter at optage mig.