United States or Mongolia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Havde jeg også nogen rimelig Årsag til at lade mig plage ud af denne fine Silkefugl til lang en Tur? Kosted det mig kanske ikke Anstrængelse? Følte jeg ikke Dødens Isnen lige ind i mit Hjærte, bare ved det sagteste Vindstød, der blæste mod os? Og støjed ikke allerede Vanviddet i min Hjærne, bare af Mangel Mad i mange Måneder i Træk?

Han gik over til talerøret, som stod i forbindelse med kanonrummet. Han blæste ned i det, lyttet et øieblik, nikket saa og talte hurtig ned i røret: „Ja, jeg hørte godt. Kanonen er alt oppe og ladd. Var det ikke saa? Udmerket! Men hør nu, Longley. Dale styrer ret op over rydningen og flyver saa lavt som mulig.

Alle Ting indvirked mig og distrahered mig, alt, hvad jeg , gav mig nye Indtryk. Fluer og små Myg satte sig fast Papiret og forstyrred mig; jeg pusted dem, forat dem væk, blæste hårdere og hårdere, men uden Nytte. De små Bæster lægger sig bagud, gør sig tunge og stritter imod, deres tynde Ben bugner. De er slet ikke til at flytte af Pletten.

Jeg holdt Papirerne mine Knæ og stirred uafbrudt ned i Gulvet, for ikke at adspredes af noget; men det nytted mig ikke, ingenting nytted mig, jeg kom ikke af Pletten. Værtindens to Småpiger kom ind og holdt Støj med en Kat, en underlig, syg Kat, som næsten ingen Hår havde; når de blæste den ind i Øjnene, flød der Vand ud af dem og nedad dens Næse.

Henimot daggry blæste det en sterk vind, som fik aeroplanet til at rulle litt. Men bevægelsen var ikke saa sterk at gutterne vaaknet. De hadde sovet uforstyrret hele tiden uten at høre ombytningen av vakterne. Sir Ralph og Longley saa ved daggry paa kartet, som viste at de var over Bulgarien. Paa grund av skyer fik de dog bare av og til saavidt et glimt av landet.

Det eneste, jeg havde at fornøje mig ved, var en liden rød Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne og døsed og tænkte mangehånde Ting. Når det blæste hårdt, og Dørene nedenunder stod åbne, lød der alleslags underlige Hvin op gennem Gulvet og ind fra Væggene, og »Morgenbladet« nede ved Døren fik Revner lange som en Hånd.

Han fik fyr i tobaken og tog frem en flunkende ny bankbog med en vis andagt. Jonas Ratje var kapitalist. Jonas Ratje havde bankbog. Nu kunde de komme og gjøre sig vigtige baade «Dræberen» paa «Liv» og «Smaafanden» paa «Trygg» og alle de andre paverne. Han blæste dem et langt stykke.

Jeg var hjulpen for en halv Krone, en hvid halv Krone i Sølv fra Kongsberg! Banken stængtes Klokken seks, jeg kunde passe op min Mand udenfor Oplandske ved syv-otte Tiden. Jeg sad og glæded mig ved denne Tanke en lang Stund. Tiden gik, det blæste dygtigt i Kastanjerne omkring mig, og Dagen hælded.