United States or Morocco ? Vote for the TOP Country of the Week !
ELINE. Eder spørger jeg; thi det er eder, som skal svare for, at hun måtte lade sit unge liv. Glad var hun som en fugl om våren, da hun sejled fra Østråt for at gæste Merete i Bergen. Et år efter stod hun atter her i stuen; men da var hendes kinder hvide, og døden havde ædt sig ind i hendes bryst. Ja, I undres, min moder!
«Jeg tænker mig,» sa han litt efter rolig, «saa længe et forhold er nyt og man ikke har levet sig sammen der kan være saa meget, som er vanskelig. Jeg vilde ønske, dere ikke kom til at bo her i byen. Dere skulde være alene langt fra familie og slikt den første tiden.» «Helge søker jo den stillingen i Bergen vet du,» sa Jenny. Og igjen kom den taakede fortvilelse og angst, naar hun tænkte paa ham.
Den havde hjulpet ham ind her og var blevet liggende til man ikke længer havde brug for den, hvorefter den var forsvundet, sandsynligvis sydover. Jo det var mulig, at det var «Styggen» af Bergen; men det var ogsaa mulig, at det var en anden. Og mere var der ikke at faa ud af Brinkstein.
"Gildet på Solhaug" skrev jeg i Bergen i sommeren 1855, altså for omtrent 28 år siden. Stykket opførtes sammesteds for første gang den 2. Januar 1856 som festforestilling til erindring om den norske scenes stiftelsesdag. Jeg var dengang ansat som instruktør ved det bergenske teater og ledede altså selv indstuderingen af mit stykke. Det fik en fortrinlig, en sjelden stemningsfuld udførelse.
Det var kanske en noget besynderlig smag; men Brinkstein pleiet aldrig at tage andre hensyn ombord i sit eget skib end de loven tilsagde ham. Hvad angik den infame wiskystanken, saa vilde han bemærke at den i og for sig var mindst lige saa toldfri som fustagerne. Jamen hvorfor var han ankret her midt i leden, istedetfor at fortsætte til Bergen? For maskinskade. Ene og alene for maskinskade.
Men i hjernen hadde hun den samme besynderlige, delirerende rædselsfornemmelse. «Jeg hadde lyst at hilse paa dig,» sa Helge og satte sig i stolen ved siden av. «Det var pent av dig,» svarte Jenny. De tidde stille litt. «Du bor i Bergen nu,» sa hun saa. «Jeg saa, du hadde tat doktorgraden gratulerer!» «Tak.» Saa blev der en pause igjen.
MARGIT. Det er ret nok; men kongens bryllup holdes i disse dage med stor pragt i Bergen, og der er Gudmund Alfsøn med. BENGT. Ja, og der kunde vi også have været med, såfremt min hustru havde villet. MARGIT. Og da får I vise, om I mægter at styre jert vilde sind. BENGT. Ja, mærk jer det. MARGIT. I rører ikke eders økse; hører I, Knut Gæsling!
Hun havde ligesom en stingende rædsel for hans navn; hun nævnte det aldrig. Eline; den sag, du nu har rørt ved, var mig fuldt ud vitterlig. Men der er noget ved sagen, hvad du kanske ikke har givet agt på: Hin herremand, som Lucia traf i Bergen, var en Dansk ELINE. Også det véd jeg. FRU INGER. Og hans kærlighed var en løgn. Ved list og glatte ord havde han besnæret hende.
En moder rev hjertet af sit bryst, før hun kasted sit barn for ulvene! ELINE. Hvis jeg ikke var min moders datter, så skulde jeg give eder ret. Men I er som hin moder; og eders døtre har I kastet ud for ulvene, en for en. Først kasted I den ældste. For fem år siden drog Merete fra Østråt; nu sidder hun i Bergen som Vinzents Lunges hustru. Men tror I, hun er lykkelig som den danske ridders frue?
SENDEBUDET. Jeg har befaling at byde eder til gæst i kongens gård. Han skænker eder sit venskab som før, og rige forleninger dertil. GUDMUND. Signe! SIGNE. Gudmund! GUDMUND. Men så sig mig da ? SENDEBUDET. Eders avindsmand, kansleren Audun Hugleiksøn er falden. GUDMUND. Kansleren! SENDEBUDET. For tre dage siden mistede han hovedet i Bergen.