United States or Liechtenstein ? Vote for the TOP Country of the Week !
Der var nu Købmanden på Grønlandsleret, havde jeg overhængt ham hver Time på Dagen, siden jeg sendte ham Ansøgningen? ringet på sent og tidligt og bleven afvist? Jeg havde ikke sågodtsom mældt mig til ham og fået Svar. Det behøved ikke at være et aldeles forgæves Forsøg, jeg havde måske havt Lykken med mig denne Gang; Lykken havde ofte en så underlig slynget Vej.
Jeg ringled en Smule med mine Penge i Lommen og bød hende uden videre med på et Glas Vin et eller andet Sted . . . . i Betragtning af, at Vinteren var kommet, he-he . . . . Det behøved ikke at tage lang Tid . . . . Men det vilde hun vel ikke? Å, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, det kunde hun ikke gøre.
Ude på Gangen, hvor det var mørkt, tog hun min Hånd og ledte mig frem. Jeg behøved slet ikke at være så stille, sagde hun, jeg kunde godt tale. Og vi kom ind. Mens hun tændte Lys det var ikke en Lampe, hun tændte, men et Lys mens hun tændte dette Lys, sagde hun med en liden Latter: »Men nu får De ikke se på mig. Uf, jeg er skamfuld! Men jeg skal aldrig gøre det mer.«
Ikke noget Pærevæv! siger jeg, ingen Stivnakkethed her! Og jeg skriver løs på mit Drama, skriver ned alt, som falder mig ind, blot forat blive hurtigt færdig og komme afsted. Jeg vilde indbilde mig selv, at jeg havde et nyt stort Øjeblik, jeg løj mig fuld, bedrog mig åbenlyst og skrev væk, som om jeg ikke behøved at søge efter Ordene.
Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid; jeg var tom og smærtefri, og min Tanke var uden Tøjler. Jeg overlægger i Stilhed med mig selv. Med de mest forunderlige Spring i min Tankegang søger jeg at udgranske Betydningen af mit ny Ord. Det behøved ikke at betyde hverken Gud eller Tivoli, og hvem havde sagt, at det skulde betyde Dyrskue?
Foreløbig glæded jeg mig over, at jeg ikke behøved at gå ude inat. Jeg sov til fem-seks Tiden om Morgenen. Det var endnu ikke lyst, da jeg vågned, men jeg stod alligevel op med det samme; jeg havde ligget i fulde Klæder for Kuldens Skyld og havde intet mer at klæde mig på.
Men derfor behøved ikke jeg at falde til Fode og hilse som en Nar, specielt når hun altså var bleven så betænkelig falmet på det sidste. »Hertugen« kunde gærne beholde hende, velbekomme! Der kunde komme en Dag, da jeg fik i Sinde at gå hende stolt forbi, uden at se til den Kant, hvor hun befandt sig.
Det var virkelig også, som om jeg blot behøved denne lille glade Stund, dette Øjeblik af egentlig lys Henrykkelse, uden Sorger til nogen Kant, forat få mit Hoved i arbejdsdygtig Stand. Jeg satte mig ind til Bordet og gav mig til at sysle med min Allegori. Og det gik meget godt, bedre end på lange Tider; det gik ikke hurtigt; men jeg syntes, at det lille, jeg fik til, blev aldeles udmærket.
Det behøved ikke at komme videre med mig; desuden havde jeg ikke påtaget mig at leve mere ærligt end alle andre Mennesker, det var ingen Aftale . . . . »Kommer Bifen snart, tror De?« »Ja, ganske snart.« Jomfruen åbner Lugen og ser ind i Køkkenet. Men hvis nu Sagen kom for en Dag?
Ret betænkt vilde jeg ikke forgribe mig på Kant; jeg kunde jo undgå det, jeg behøved blot at gøre en ganske umærkelig Bøjning, når jeg kom til Spørgsmålet Tid og Rum; men Renan vilde jeg ikke svare for, gamle Sognepræst Renan . . . . Under alle Omstændigheder galdt det at gøre en Artikel på så og så mange Spalter; den ubetalte Husleje, Værtindens lange Blik om Morgenen, når jeg traf hende i Trapperne, pinte mig hele Dagen og dukked frem igen endog i mine glade Stunder, når jeg ellers ikke havde en mørk Tanke.
Dagens Ord
Andre Ser