United States or Albania ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men jeg skal have mine ti Øre for dem, mindst . . . . Nej, Herregud, hvem har sagt , at de skal gøre det? De kan holde Deres Mund og lade mig være i Fred . . . . Ja, ja, så kan De jo hente Politiet, vel. Jeg skal vente her, mens De er ude efter Konstablen. Og jeg skal ikke stjæle noget fra Dem . . . . Nå, Goddag, Goddag! Mit Navn er altså Tangen, jeg har været lidt forsent ude . . . .
En Eftermiddag var endelig den ene af mine Artikler færdig, og jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og begav mig op til »Kommandøren«. Det var på høj Tid, at jeg gjorde Anstalter til lidt Penge igen, jeg havde ikke mange Øre tilbage. »Kommandøren« bad mig om at sidde et Øjeblik, så skulde han straks . . . . og han skrev videre.
Tidens sønderbrudte Krands har han atter sammenbunden: smigrende som Ammemunden hvisker til min vakte Sands gamle Dage ved mit Øre. O hvad Toner faaer jeg høre!
Dick tiet ogsaa stille, spyttet langsomt og betænkt med lange mellemrum. Af og til skottet han bort paa sin kammerat; men fandt det raadeligst ikke at sige noget. Saa dette var altsaa meningen. Ikke før var der et par øre tilovers, saa straks var de ude for at plyndre, baade den ene og den anden. Først madamen med jeremiader om klær og sko og guderne maatte vide, hvad andet.
Jeg havde en halv Pennekniv og et Nøgleknippe i Lommen, men ikke en Øre.
Mit hele Sind gennemgik en Forandring, ligesom noget gled tilside i mit Indre, eller et Forhæng, et Væv i min Hjærne gik itu. Jeg tog efter Ånden et Par Gange og blev forundret siddende. Jeg var ikke ubevidst, jeg følte klart, hvor det værked lidt i mit Øre, og da en Bekendt kom forbi, kendte jeg ham straks, rejste mig og hilste.
»Nej, det er grejt, at det ikke er værd noget,« sagde jeg; »men jeg tænkte, at det kunde gå under ét med et andet gammelt Tæppe på Auktionen.« »Ja, nej, det nytter ikke.« »Fem og tyve Øre?« sagde jeg. »Nej, jeg vil slet ikke have det, Mand, jeg vil ikke have det i Huset.« Så tog jeg atter Tæppet under Armen og gik hjem.
Men om Vejen, om den gamle, spurgte jeg ei Mørket ad ved mig langsomt frem at famle. Raskt jeg gik, og snart jeg Glimtet alt af Lys derhjemme skimted, da medeet en Baadsmandspibe tæt forbi mit Øre hveen. At som en Staty af Steen flux jeg standsed, at jeg lytted, Foden flux tilbageflytted, Gentlemen, I nok begribe.
Om han ikke kunde give mig nogle Øre for dem? . . . . Så mange, som han selv syntes . . . . Ganske efter hans eget Skøn . . . . For de Knapper? Og »Onkel« stirrer forundret på mig. For disse Knapper? Bare til en Cigar, eller hvad han selv vilde. Jeg gik netop forbi, og så vilde jeg høre ind. Da lo den gamle Pantelåner og vendte tilbage til sin Pult, uden at sige et Ord. Der stod jeg.
Din far liker det ikke; han selv læser aldrig om kvellerne. Nej, far bryr sig nu ikke så stort om at læse, han. Kan du huske, hvor meget vi gav ud for smørret idag? HEDVIG. Det var 1 krone og 65 øre. GINA. Det er rigtig. HEDVIG. Og så kommer øllet til. GINA. Ja, det forstår sig. HEDVIG. Og så behøvte jo ikke du og jeg noget varmt til middag, siden far var ude.