United States or Seychelles ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men rask blev han aldrig mere, han var sengeliggende hele Vinteren og Foraaret til sin Død i Marte Maaned. Det var en stille Vinter. Kongen ældedes meget i den Tid han gik om Mikkel og saa ham falde sammen. Men Tiden blev lang for Mikkel. Han kunde alligevel ikke rigtig dø. Livet hang endelig ved ham, nu da han vilde af med det. Nu hævnede det sig.
De' kaen osse savtens, naar den alder blir bruvt. Det Svar var nok værd, at jeg bar Bunken hjem for hende. Før vi skiltes fik jeg den sidste. Jensens Fie æ bleven skruptyk ve' ham Frærik. De skae givtes te Jul o bo hjemme hos de gamle i Vinter. Hun krængede Munden helt ud, saa de tandløse Gummer skinnede i al deres Nøgenhed. Saa kluklo hun, saa Maven hoppede som en Bold under Forklædet.
Jeg trak op i min Flipper for ligesom ret at ruste mig og begyndte: »Har De seet den unge Skuespiller, der nylig er optraadt i Kjøbenhavn og har vakt almindelig Beundring?« Et bredt »Næh« var Svaret. »De har maaskee ikke været i Kjøbenhavn i Vinter?« »Næh.« »De kommer maaskee overhovedet ikke ofte til Kjøbenhavn?« »Næh.«
Men han ænsede hende ikke og fortsatte: Og jeg er vred paa Solen, der skinner, sagde han og paa Fuglene, der synger! Jeg er vred paa Ungdommen, der leger paa de blomsterklædte Marker. Og jeg er vred paa Foraaret, som just nu knoppes derude! Jens Oluf ... Jens Oluf ... ... Hvorfor døde jeg ikke, medens det endnu var Vinter! vedblev han Hvorfor gravede man mig ikke ned i Sneen!
Det var rigtig, som der var kommet mere Ro over de kønne Fingre. Kniplepindene gled ud af Fru von Eichbaums Hænder, og hun faldt i Tanker. I Stuerne begyndte det at skumre. Fru von Eichbaum tænkte paa saa mange Ting, paa denne Vinter og paa de mange Vintre før, paa Aline og paa Kate og paa Karl ... Og pludselig tænkte hun paa en af Konfessionarius' Prædikener.
„Det er jo det Svar, som plejer at gaa forud for deres Forsvinden,“ sagde Moderen og begyndte ogsaa at græde. Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod Vinteren, og saa var det Vinter en skønne Dag. Og det hændte, at Ilimageq ligesom sin Broder i de Tider, da Mørket faldt tæt om Landene, gik ud og kaldte Bopladsfællerne sammen. „Jeg vil foretage en Aandeflugt,“ sagde han.
-Lad mig gaa, rør mig ikke! hun næsten raabte, og da hun var kommen lidt hen over Gulvet, sagde hun uden at vende sig: -Jeg er ikke vel ... Hun bevægede Hænderne afværgende, tøvede, som om hun endnu vilde tale og gik. Da Carl næste Morgen rullede Gardinet i sit Sovekammer op, var der Rim over Plæner og Træer. Det var med et blevet Vinter. Ved Frokosten var Ellen livlig som før.
Morsomt nok er tillige de Hovedtræk, der karakterisere den parisiske Vinter, de samme, der giver selve Pariserlivet dets væsentlige Særpræg. Det er et Liv i stadig Feber og Uro, et Liv med de mest skrigende Kontraster klods op paa hinanden. Og saadan er ogsaa Vinteren. Den ene Dag bidende Frost og skinnende hvid Sne over alle Gader og Huse.
Og da Generalinden ikke svarede straks, sagde hun: -Det var jo urimeligt at la'e Pladsen staa tom, og hun har jo dog li'esom færdedes her i Vinter ... Desuden hjælper hun saa lidt med ved Theen. -Men det er da rimeligt at bede hende, mente Generalinden: da Pladsen er der ... Og netop, sagde hun og holdt lidt for pludseligt inde efter at det var sagt: under disse Omstændigheder.
Maaske havde hun ventet et Ord ud fra Halvmørket, men Ordet kom ikke, og begge hørte kun Uhret, der dikkede videre. -Hun er jo dog kommet her en Del i Vinter, lød det fra Sofaen. -Og, Fru von Eichbaums Tone skiftede næsten umærkeligt: Saa har jeg jo tænkt mig det som en Slags Afslutning. Uhret dikkede videre, maaske et Minut. -Vil Du saa tænde i Hjørnet, sagde Fru von Eichbaum.
Dagens Ord