United States or Martinique ? Vote for the TOP Country of the Week !


"De spøger naturligvis." "Jeg spøger ikke. Jeg er fuldkommen alvorlig. Jeg er rede til at opfylde min Tantes Ønsker. Det kan ikke være nogen ny Tanke for Dem, og De maa have Verdenskundskab nok til at forstaa, at det vilde være den bedst mulige Løsning for Deres Fremtid. Jeg kan jo vise Dem Verden." Han saá overordentlig godt ud, som han stod dèr med Ansigtet vendt imod det svindende Lys.

Men om Aftenen den Dag, da Johanne havde vendt op og ned paa ham i Sengen, var det, det hændte, det med Miss Ellinor fra femten. "Femten" var en fornem Familie, engelsk, Fader, Moder og Datter. Familien havde boet der noget.

-Var det den sidste Flaske? spurgte Hans Excellence, vendt til Georg. -Ja, Deres Excellence, det er den sidste, svarede Georg bukkende. Alle betragtede Vinen, som de holdt op i Glassene, hvor Gravuren af Hvidernes Vaaben glimtede. Moderen sad og stirrede ind mod sit Glas: -Hvor faa der egentlig nogensinde har smagt den Vin. -Ja, sagde Hans Excellence: de færreste.

Jeg skulde ikke blive til megen Nytte for min Ven, for da jeg vaagnede næste Morgen, var min gamle Svaghedstilstand vendt tilbage; min Hud var tør og spruken, og jeg havde en forfærdelig Hovedpine. Jeg kunde ikke spise nogen Frokost, og jeg kunde se, at Nikola blev mere og mere bekymret for min Tilstand.

"Nej jeg faar aldrig mere Lyset at se," sagde hun. Hun laa tavs, nogle Taarer rullede ned ad hendes Kinder. "Naar skal jeg , Doktor?" spurgte hun saa. Hun havde vendt sig imod ham. "Det er ikke vist, De skal ." Han rystede paa Hovedet. "Hvorfor ikke sige mig Sandheden," sagde hun. "Fordi jeg ikke kender den, Frue." Stella drejede Ansigtet om i Mørket.