United States or Bouvet Island ? Vote for the TOP Country of the Week !
Pøllnitz for op: -Kære Ven man troede altid Hr. von Pøllnitz mindst havde talt Stjernerne og vilde meddele Resultatet, naar han sagde sit "kære Ven" saa De. Højheden deltog i Applavsen? Regisseuren kaldte paa Marquis Posa.... Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina sad stadig ubevægelig i sin Krog. Hans Højhed Hertugen tog Plads bagved hende.
Ja, hvis du kunde forestille dig den Melankoli, som jeg i disse Aar spillede mig ind i, hver Gang jeg rørte Claveret! det var ligesom Noget, der slog sammen om mig, og jo skjønnere Musikken var, desto mørkere blev det om mig. Undertiden kunde jeg ikke lade være, men det kunde ogsaa blive saa frygteligt, at jeg ikke turde mer. Men det vil jo altsammen fortage sig, min Ven!
Dick blev som hans Søn, og den brave Herkules blev hans Ven. Ogsaa de fire, som Slaver solgte Kammerater, blev saa snart som muligt løskøbte og hentede hjem. Og Benedict! Ja, den forhærdede Insektsamler hastede til sit eget Værelse, til sine Samlinger, sine Skatte.
"Bedste Ven, jeg har ingen men det gør saamæn ingen Ting, Tæppet er allerede halvt ødelagt." Hoff tændte et Lys og gav sig til at rasle med Hængelampen under Loftet.
-Tyve Aar ... Hr. von Pøllnitz tog sig til Panden og blev staaende et Øjeblik med udstrakt Arm, Fingrene udspilede, og med stirrende Øjne Kære Ven Naa skal De denne Vej? jeg følger Dem.... Hr. v. Pøllnitz gik Gade op og Gade ned. -Men der maa jo være Grunde, sagde han. Man skylder mig Grunde ... Man maa give mig Grunde....
Tilsidst mente Kultusminister Hall, væsentlig paavirket af sin Ven M. Hammerich, at finde et Universalmiddel i en Deling af Undervisningen i Skolens to øverste Klasser, saaledes at Disciplene dèr henholdsvis fritoges for de Fag, som de havde mindst Interesse og Anlæg for og antoges at faa mindst Brug for i deres fremtidige Livsstilling.
-Min Ven, sagde Ørnulf, Sagen er Kammeraternes; og de ventede igen, febrilske, ligesom før, indtil de endelig kom ind. Konferentsraaden gik frem og tilbage paa Gulvet: Jeg havde næsten ventet Dem, mine Herrer, sagde han og bød dem tage Plads.
Ak, kjære Ven! det var fortvivlende at høre, at jeg saaledes havde forspildt en Mands Agtelse og Kjærlighed, at jeg i hint Øieblik, da jeg saa lidt var mig noget Ondt bevidst, nedsatte mig selv til et Væsen, der kun agtes for værdigt til letsindige Forhold.
-Kære Ven, sagde Hr. von Pøllnitz. Øl min Yndlingsdrik ... Men, kære Ven, hva' gør man ikke for Kunsten? Hr. von Pøllnitz havde drukket de to Ballier. Han begyndte at føle sig mere vel. Han lagde Armene ind paa Bordet og stirrede stift paa Fru von Pøllnitz. -Mariane, sagde han. #Véd# du, hvad der er sket? De, der ikke kendte Hr. von Pøllnitz, vilde have tænkt sig noget verdenshistorisk.
Han gik videre og kom i Nærheden af Hendes Naades Stol: -Hvor har Du været, Hvide? spurgte Hendes Naade, og hun strakte sin lidt fugtige Haand kærtegnende ud mod ham: -Jeg er altid saa bange, naar jeg ikke ser Dig. Hendes Naade slog Øjnene op mod Hans Excellence og han satte sig, brat, paa en Stol, med Armen over Hendes Naades Stoleryg: -Du har mange Gæster idag, sagde han. -Ja, min Ven.