United States or Papua New Guinea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var en ret penibel Situation for dem, denne, at være ene to. De havde ikke set hinanden i tolv Aar, og Baronessens noget uheldige første Ægteskab laa jo imellem. Til at begynde med indskrænkede de sig da ogsaa til at tale om Vind og Vejr, om fælles Slægt og gamle Bekendte.
Jo Tusind Tak ...! Ja, det er lidt glat med den Sne. Men ellers et yndigt Vejr saa mildt og stille. Hvem skulde tro, at det snart var Jul! ... Hvordan har de det hjemme? Fru Thora vidste godt, at Nils ikke havde videre Samkvem med Familien; men hun holdt paa Formerne. Jo Tak, rigtig godt. Fruen og Døtrene komme aldrig i Guds Hus, synes jeg ...? Nej, desværre ...! Pas paa den Glidebane dér!
Men naar det var ondt Vejr og haard Sø, naar Baadene gik ud, krøb han sammen hjemme i en Krog, for han turde jo ikke gaa med, hvis der i Dag var en, der spurgte ham. Og saa kunde han sidde hjemme i Krogen og mumle og mumle. Og han kunde le ganske højt, uden at han selv vidste hvoraf.
-Men er det Dem, Frøken Brandt, sagde han: og gaar De i det Vejr. Og da han pludselig saá det blege Ansigt, sagde han: -Er De syg?... Jeg kan da skaffe en Vogn. Ida havde ikke svaret, men Knuth løb kun, mens Ida blev staaende; der var noget i hans Stemme, der ligesom lindede Blodet om hendes stivnede Hjerte. Vognen kom og Knuth hjalp hende ind. -Tak, sagde hun, og de vekslede ikke flere Ord.
De talte hurtigt, snart den ene og snart den anden, om Vind og Vejr, mens ingen vidste, hvad de selv sagde, eller om Excellencen hørte efter. -Tak for Indbydelsen, sagde han pludselig, midt under Snakken. -Ja, vi tænkte, Du dog maaske vilde komme. Det var et Par af de Gamle, vi gerne vilde se, raabte Baronessen, der stadig spiste.
Men de var glade og ved frisk Mod, de skulde jo vise, hvad de duede til, at de ikke var af den Slags, der lod sig holde tilbage af slig en Smule Vejr. Samtalen var munter og spækket med Spottegloser over de tre, der var bleven tilbage. Lidt efter lidt døde den dog hen. Og de gik tavse fremad.
Hvad Fanden, Pigebørn, er I ogsaa ude i det Vejr! raabte Hofjægermesteren. Vi kunde kende Jer paa Tyrk! lo Fruen. Frøkenerne kom frem af Sjalerne: Goddag, Onkel Palle! Goddag, Tante Mona! Ja, vi er skam! Goddag, Goddag, Unger!
"Tager De ikke med?" spurgte Hoff, han søgte at faa sin lystbehandskede Haand ud af Pelsværket, "det er blot paa en Time." "Nej Tak" William skulde til Byen ... "Naa ja, ja, det er forresten ogsaa bedre at gaa i dette Vejr," Hoff rejste sig i Vognen. "Aa, Kusk, De kører hjem med min Pels jeg vil hellere gaa."
Ingen Slags Vejr var ham nødtørftig som Storm, han blev ligesom levedygtigere da, alle Evner i ham blev tvundne sammen i én eneste spændt Streng, der dirrede af Stormtrang. Da var han ikke hjemløs længer og ikke pint af Ensomhed, alle bitre Tanker blæste væk som Fejeskarn.
»Godnat og hvil i Fred,« sagde Konen ind gennem Stuerne; hun gik sidst ud og lukkede Yderdøren. »Skal vi saa ikke ogsaa ønske Styrmanden en glædelig Jul,« pylrede den gamle Strandfoged, da de alle var kommen over i Østerfløjen. Han vilde lige til at gaa ind i Gæstekammeret, hvor Styrmanden laa tilsengs. »Han sover saa godt nu,« sagde Konen med et kærligt Smil. »Han drager hans Vejr saa roligt nu.