United States or American Samoa ? Vote for the TOP Country of the Week !
Skulde jeg nu vende om igjen? Hvor I gaaer, kan jeg vel og træde, omendskjøndt mine Fødder er større end Jeres. Ja, det var Jer, som skulde sagt det. Jeg havde Brev fra Jer Fæstemand idag er det fjorten Dage siden. I veed vel, Attestatsen staaer for Døren. Saasnart han har absolveret den, reiser han hjem og kommer hid paa Veien. Det skal blive Løier!
Mellem de trofæbærende Piller glider et gult kinesisk Silkeforhæng tilside, en ny Dør aabner sig, og man staar i Sarah Bernhardts Modtagelsessalon, det vil sige i en Blanding af Vinterhave, Menageri, Museum, Vaabenkammer, Maler- og Billedhuggeratelier, orientalsk Divanshal, moderne Dagligstue, og Gud veed hvad.
Mit eneste Liv var at læse vore store Digtere og dyrke Musik især Beethoven og Wagner, hvis Claverpartiturer jeg eiede det var en Verden efter mit Hjerte og saa forskjellig fra Alt, hvad jeg var fordømt til at komme i Berøring med. Du veed, hvor lidenskabelig jeg elsker Musik, men ogsaa hvor stærkt det angriber mig nerveust at spille meget.
»Bævende Hjerte!« udbrød Corpus Juris i høieste Grad opirret, som om det kunde være en personlig Fornærmelse mod ham selv, »hvad er det for et bævende Hjerte, som der skal siges Godnat til? Er det Digterens eget, hvad nærmest synes mig at være Meningen, hvad skal saa den sidste Linie betyde: »Sig det, Du veed det jo nok« skal Fuglen da sige til ham, hvad han selv godt veed i Forveien?«
Fatalist! Ja, det veed du da, jeg er. Men alvorlig talt, det maatte dog have passet godt for dig. Jeg vilde ogsaa gjerne det var først senere, jeg sværmede for at blive Architekt og det var allerede bestemt, men saa tilbød min Morbroder, som er Directeur for en stor Fajancefabrik i London, at tage sig af mig, naar jeg vilde være Polytechniker.
Men i Verdensstadens tumlende Offentlighed er han aldrig bleven nogen Person en vue , han hører ikke til den Slags Parisere en évidence , der samler Opløb, hvor de viser sig; den store Hob kjender ham ikke, han kan spise sin Frokost paa Café Caron, uden at Nogen i Lokalet veed, hvem han er, og lægger Mærke til ham.
Ambrosius . Den er alt kommen, naadige Herre! Kunde jeg saasandt blot finde de rette Ord! Baronen . Gjør det saa godt, han kan; lad det kun faae en Ende! Jeg synge skal en Vise, Velan, jeg er bered; Det Bedste vil jeg prise, Som jeg i Verden veed: Musikens muntre Lyst Og Druesaftens Trøst, Men først og sidst den Elskov, der tændtes i mit Bryst.
»Det veed jeg dog ikke«, meente Gamle, »tvertimod skulde jeg mene, at hvad der i hine Sange ligger skjult som svage Spirer, det har i vore Dage udviklet sig som rig og mangefold bevæget Lyrik, der i fulde og klare Toner, snart i Veemod og Smerte, snart i livsfyldig og svulmende Glæde formaaer at udtale, hvad hine Tiders Sangere kun formaaede svagt at fremstamme.«
Men det er jo Daarskab og Indbildning Altsammen. Ambrosius . Nej, naadige Frøken, det er det visselig ikke! Thi paa selvsamme Viis gik det mig, da jeg digtede Sangen. Der er en Verden til udenfor denne om det er Himmerig og det evige Liv eller Paradisets Have, det veed jeg ikke; men lysere og herligere er den, end den skjønneste Sommerdag her paa Jorden.
Veed De hvad, sagde Minna, det er godt, at De ikke er en Peter Schlemihl, for saa vilde De nu være opdaget. Det vilde jeg unægtelig, og hvad saa? Ja, saa ? Jeg vilde i alt Fald slet ikke være hyggelig derved. Hendes lille Øre blev ganske rødt og det kunde dog ikke være gjennemskinnende Sollys, da Solen var lidt bag ved os.
Dagens Ord