United States or Macao ? Vote for the TOP Country of the Week !
For det kunde jeg tydelig mærke paa Dem ... Men saa vilde jeg alligevel ikke. For De kan naturligvis have Ret i noget af det ..." Hun var igen ude af Stuen. Men Flyge syntes, at hendes Stemme havde sitret en Smule som af Latter, der holdes nede. Skulde hun virkelig ikke tage ham højtidelig? Det krænkede ham saa smaat. Ikke for det: hun havde jo i Grunden Ret.
En Dag var han ude i Kajak, da en Falk begyndte at kredse over ham. Han sagde intet, men vendte Kajaken og roede indefter. Han roede og kom ind til den faste Is. Der lagde han til og gik op. „Man kan vel forsøge at tage en Sæl,“ sagde han til sig selv og gik ud paa Isen. Han gik indefter mod Land, smed sig til sidst lige ned paa Isen og gav sig til at se efter sin Broder.
Men Forgården uden for Templet, lad den ude og mål den ikke, thi den er given til Folkeslagene; og de skulle nedtræde den hellige Stad i to og fyrretyve Måneder. Og jeg vil give mine tvende Vidner, at de skulle profetere eet Tusinde, to Hundrede og tresindstyve Dage, klædte i Sække. Disse ere de tvende Olietræer og de tvende Lysestager, som stå for Jordens Herre.
Naar han ude paa Havet kom roende indefter, saa han dem ofte gaa sammen inde paa Land. Pebersvenden selv havde ingen Kajak, men han var stærkere end andre der paa Pladsen. Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod Vinteren, og saa var det Vinter en skønne Dag. En Vinteraften i de Tider, da Mørket faldt tæt om Landene, gik Poulineq ud og kaldte sine Bopladsfæller sammen.
Man drager ud mod Midten og Slutningen af Juni, bliver ude hele Sommeren i Teltlejr og kommer som Regel først hjem igen med Efteraaret i September. Grønlænderne elsker dette omstrejfende Liv, og naar Talen falder paa Oplevelserne, kommer der Fart i Beretningerne.
Han havde paa en Gang faaet en underlig Angst for at slippe hende. "Gud, hvor De er skrupforlovet," sagde Fru Ellis spydigt og med en noget tvungen Latter. "Det er ordentlig rørende man skulde tro, Kærligheden var frisk fra Fad ... Johan, skal vi to ikke ogsaa give de Elskende med Hank?" "Smaa Piger maa være artige, naar de er ude at spasere med fremmede Folk," sagde Birger tørt.
Aftenen var saa sval, der var god Tid i den, de lyse Nætter var jo inde. Frøerne sang frodigt i Kæret, ude fra Stranden hørtes nu og da et Pip af en fredløs Terne. Der var en Hyld i den Kaalgaard, som Mikkel var stanset ved, han kendte Duften af dens Løv, og det gjorde ham saa sorgfuld i et gammelt Minde, at han blev bange for sig selv.
"Saa tag det," svarede Dick endelig, fuldkommen roligt. "Det vil jeg ogsaa; men først skal du pines, martres . Du skal faa en Død, værre end alle de andres!" hvæssede den afsindig rasende Portugiser. "Men ikke værre end din egen," svarede Dick med profetisk Alvor. I samme Øjeblik kastede Negoro sig over ham, ude af sig selv.
Hun vendte sig om, Bertelsen var igen ude under Vandhanen med sine Hænder. -Naa, Bertelsen, sagde hun og tog ham om begge Haandled og rystede dem som i et Haandtryk: De er jo renvasket. Og mens hun et Nu blev ved at ryste den Syges vaade og røde Haandled, tænkte hun og smilte: -Stakkels Karl, han vilde skjule, at han var bedrøvet. Der blev uroligere inde hos Kvinderne.
Vejen bøjede tilvenstre over en Bro og ind gennem Serritslev By; Grøfterne laa med mørkt Græs og gule Smaablomster, ude over Markerne hvilede hist og her en hvid Blak, en Blomstertaage, i Skumringen. Solen var gaaet under, og Luften stod kølig klar, skyløs men uden Stjærner. Der kom et Hølæs kørende fra Landet ind i Serritslev By, langsomt og gyngende paa den vanskelige Vej.