United States or Northern Mariana Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !


»De gamle Kæmpeviser, kan De virkelig dem?« »Ja dem kan vi rigtignok de lange Sommerdage, naar Emmy og jeg sidde ved vort Haandarbeide ude i Jasminlysthuset, lære vi dem udenad og synge dem. Vil De høre den om de syvogfirsindstyve, der droge ud fra Hald vi kan alle syvogfirsindstyve Vers eller vil De høre: Svend Vonved sidder i Bure eller Svend Feldings Vise

Ude i Rotunden glimter Springvandet i Solen som lysende Sølv. Man hviler tilbageslængt i alle Vogne, og langs Alléerne ser man Parasollernes Silketag i en lang Linie. Vognene glider den ene efter den anden, i en lang Række. Under Kastanierne rager Tjenerne op, ubevægelig, paa de høie Bukke, ranke og med korslagte Arme.

Og han kommer hjem, og der samles atter en Skare, at de end ikke kunne Mad. Og da hans nærmeste hørte det, gik de ud for at drage ham til sig thi de sagde: "Han er ude af sig selv."

Eks. ved Gammelstrand eller i en af Byens Fiskehaller, eller, om vi er smalt beslaaede, hos Konen med Trækkevognen. Netop som Handelen afsluttes en sén Formiddag langt ude paa Nørrebro, udaander Rødspætten sit sidste Suk. Det er saamænd sært, at den har holdt Pinselen ud saa længe.

Tilsidst kom de da ind i Kalechen: Farvel, Hans Husmand, blev Herluf ved at raabe; og Vognlygtelyset faldt hen over Dagligstuevinduerne og »Kontoret« og saa over Poppeltræerne de var ude af Gaarden. Oppe ved Mørkningsbænken stod Tine og vinkede med sit Tørklæde. Hun løb med Vognen og rakte Haanden ind over Forlæderet. Saa tog Herluf paa at græde.

Jeg hører Blishønen skrige efter sine Unger. Mit Tøj stinker, saa det river langt ned i Halsen. Her ligeoverfor et lille Stykke ude var det, at han en Nat forsvandt. Lydløst aabnede Jorden sig, greb om hans Hænder og Fødder og kvalte hans angstfulde Skrig. Hvor tidt har jeg ikke hørt Historien: En Sommeraften kom de ned til Mosen. Der havde været ungt Selskab paa Skovridergaarden.

Mængden brød ud af alle Porte, skyllede Liv og Støj ned over Trappen og frem over Gaden gennem Strandstræde trallede Række efter Række. Ude paa Kongens Nytorv flød man sammen til højlydte, lystige Øer, hvor de muntre Sporvogne brød ud og svingede bort hver sin Vej, frem ad Sporene. Saa delte Støjen sig ind i Gadernes store, ventende Gab.

Begge Madammer stod tause og saa hen for sig inde slog Tinka leende Doren i for Naesen af et Par Lieutenanter. Ude paa Pladsen begyndte Solen saa smaat at gaa bort. Nogle Artillerister red deres Heste tilvands ved Kaeret i snavsede Trojer. Madam Bolling gik hjem til sit.

Omme i Kroen havde de haft Sommergæster, som kom med Sengested og det hele, og i Præstegaarden havde de ligget lige op til Taget.... -Og Huus, der var rejst ... paa en Studs.... -Ja, jeg tænkte det ... For han var hernede den sidste Aften ... og mig var det akkurat, som han gik og sagde Farvel til det Hele inde i Stuen sad han alene og ude i Haven ... og herude paa Trappen hos Duerne.

Det forste Horn havde hun hort i Sovne og var faret op. Jo det var det var Allarm.... Alle kom op, oppe og nede. De lob allerede i Storm over Gaarden. Tine fandt intet Lys, fik Klaederne om sig, raabte ud i Gangen: -Sofie, Sofie. Skridt lod inde og ude. Stemmer allevegne. Tine raabte igen: -Sofie, Sofie, og gik tilbage. Hun fik taendt et Lys, som Traekken slukte.