United States or Kyrgyzstan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Køkkenklokken skrattede, før hun lukkede op: -Det er mig, sagde Jægermesteren, som stod foran hende, i Døren, i sin Pels. -Er det Jægermesteren? Sofie troede, hun skulde falde. -Ja, det er mig, sagde Hans Hvide og klaskede ned paa en Stol som noget, der ikke er Liv i. -Hr. Jægermester, Hr. Jægermester!
Manden blev forskrækket og sagde: Ti stille, det er nok, hvorpaa Pigen sagde: Se der, nu staar Du som en klippet So, hvorover Manden og de omstaaende faldt i Forundring og troede, at det ufejlbarligen maatte være talt af Djævelen, da dog siden befandtes, at en Rendekælling havde fortalt det tilforn der i Huset, hvorledes Djævelen havde trukket Dynen af denne Mand. for: hvad.
De gik tilbage til Garderoben og pludrede og lo, mens de klædte sig om, til pludselig en Bly-Træthed tog dem, og de sad, endnu tungt aandende og svedige, helt sløve. Giovanni faldt i Søvn paa sin Stol. Papa Bedini troede paa onde Øjne. Naar der var onde Øjne i Salen, gik Pyramiderne itu, og de snublede i Springene. Saa mærkede Giovanni en Gang imellem Araberens rare Tænder gennem sit Trikot.
Mikkel tav forbløffet og næsten velgjort ved den korte Afgørelse. Senere hen paa Dagen talte Thøger om den Slags Ting. Han troede ikke paa noget, for han havde ingenting set, der var aldrig noget kommen ham for nær. Men det var usundt at gaa ude om Natten man skulde aldrig byde sig til. Ikke at Mikkel troede paa noget heller, forsikrede han.
Jeg fortalte hende om dig, da jeg kom fra Branches, og at jeg straks var blevet dybt forelsket i dig, og jeg sagde, at hun maatte hjælpe mig til at faa dig at se paa Tryland, og det gjorde hun, og saa troede jeg, at du var kommet til ikke at kunne lide mig, og da jeg saa kom tilbage, gættede hun, at jeg var ulykkelig over noget, og dette er hendes første Skridt til at finde ud af, hvorledes hun kan gøre noget for mig hun er saa kær!"
Under den kunstige Rødme laa Huden mat og blaalig. Høg gyste. "De har Ret," sagde han. Berg trak Gardinet for igen: "Om otte Dage venter jeg en Krise." William og Nina troede fast paa Bedringen. Det var dem, som de havde erobret Moderen tilbage, nu, da hun ikke mere laa til Sengs, da hun igen bestemte Maden til Middag, skrev Breve ved sin Ibenholtspult og tog imod Besøg.
Han vilde være Skuespiller, erklærede han, men kun, naar man troede, han kunde blive noget Udmærket. Ellers rejste han tilbage og tog den hvide Hue paa igjen. Om man nu vilde se, hvad han duede til. De ærværdige Lærere ved Konservatoriet, til hvem dette Hverv som sædvanlig blev overdraget, fandt ikke, at han duede til Stort. Og saa fandt de ham altfor grim.
De sad stille hen Dagen lang, i svimmel og afmægtig Angest: Om der var sket noget nyt. De turde ikke tænke og ikke tale. De glemte Arbejdet i deres Skjød, foldede mekanisk Hænderne og sukkede uden at vide det. For hundrede Gang sagde Frøken von Salzen: -Men han vil naturligvis blot sé Dem, Barn bare sé Dem, og troede det ikke selv. Hen imod Aften kunde Priorinden ikke mere holde det ud i Stuen.
Når altså Gud gav dem lige Gave med os, da de troede på den Herre Jesus Kristus,hvem var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud?" Men da de hørte dette, bleve de rolige, og de priste Gud og sagde: "Så har Gud også givet Hedningerne Omvendelsen til Liv."
Thi naar de fra Parkettet i Kikkerten streifede den lille Loge ved Siden af Hofdamernes, som Urne havde hver Tirsdag og Fredag, da blev de undertiden slaaet af et besynderlig tomt og slukket Blik, der mødte dem i Ellen Urnes Ansigt saadan, som hun sad der bag Viften og havde glemt sig selv og troede sig usét.
Dagens Ord