United States or Namibia ? Vote for the TOP Country of the Week !


"I disse Dage." William trak Manuskriptet frem. "Vil Du høre?" sagde han. Hoff troede ikke rigtig: "I disse Dage naa, saa bliver Du vel et Geni, inden vi ser os for?" Saa læste William sit Enaktsstykke højt. Da han var færdig, lukkede han Manuskriptet sammen og vilde putte det til sig. "Nej, bedste Høg, lad Du mig faa det," sagde Hoff, han havde siddet henne ved Kakkelovnen, mens der blev læst.

I Begyndelsen troede hun næsten, alt var, som det burde være, og da hun lidt efter lidt langsomt opdagede, at det ikke var det, var det nærværende allerede blevet hende en Vane. Ludvig mente, han havde giftet sig med et Barn. Han gav hende alt, hvad han havde, men det var kun Rester.

Saa hørte jeg Fodtrin i Gangen udenfor, og et Øjeblik senere traadte en værdig Præst ind og spurgte mig paa Fransk, hvorledes jeg havde det. Jeg svarede, at jeg troede, at jeg havde det meget bedre, skønt jeg endnu var meget svag, og sagde saa, at jeg vilde være ham taknemlig, hvis han vilde sige mig, hvor jeg var, og hvorledes jeg var kommet der.

Videre blev hun tilspurgt, om hun holdt og troede Oluf Langgaards Barn at være besat, hvortil hun svarede, at hun ofte havde troet det, dog havde hun og ofte tvivlet derpaa, besynderlig naar hun i den formente Besættelse havde knebet paa hendes Lemmer og da befunden, at hun ikke var uden Følelse. Item hvad hun dømte og vidste om de andre, som endnu holdtes for at være besatte.

Nu gik da også den anden Discipel, som var kommen først til Graven, ind, og han og troede. Thi de forstode endnu ikke Skriften, at han skulde opstå fra de døde. Da gik Disciplene atter bort til deres Hjem. Men Maria stod udenfor ved Graven og græd.

Men det var Overdrivelser, Nina overdrev. Men hvorfor troede hun ikke paa ham hun elskede ham ... og troede ikke.... Tankerne begyndte igen.

Han var dog tyve Aar og havde levet med andre, var opdraget midt i en stor By, i et adeligt Pensionat. Saa stod man dog ikke saadan udenfor alle Begreber ... Undertiden troede hun næsten, det hele var Affektation.

Mine Kinder brændte, og mine Hænder var saa kolde; det hele var saa kejtet og kedeligt, ikke nær saa simpel en Sag, som jeg troede, da jeg var oppe i mit Værelse. Da det var ganske mørkt, og Lamperne var bragt ind, kom de tilbage til Vestibulen, og Hr. Barton, som sagde, at han ikke vilde have Te, gik ind for at læse Aviser i Biblioteket. Jeg gav Hr.

En fattig Eventyrerske med grønne Øjne og rødt Haar, som han aldrig i sit Liv havde set! Jeg haaber, at han troede, at jeg af Naturen havde en meget stærk Farve, for fra det Øjeblik, da jeg begyndte at klæde mig paa, havde mine Kinder været brændende hede. Man kunde let faa den Idé, at det var af Sindsbevægelse, og det maa han aldrig faa at vide.

"Overbevis Dem om, at det er tomt, for jeg skal straks kalde Dem til Vidne derpaa." Jeg undersøgte omhyggelig Glasset og bevidnede, at der, saa vidt jeg troede, ikke var en Draabe Vand i det. "Det er godt," sagde Nikola. "Vil De nu være saa god at sætte Dem ned og passe paa endnu en Gang."