United States or Anguilla ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hele Ejendommen hvilede i dybt Mørke, men efter at jeg havde banket to Gange paa Døren, saa jeg et Lys i Korridoren nærme sig langsomt. Døren blev aabnet, og en kinesisk Tjener stod for mig med et Lys i Haanden. "Bor Dr. Nikola her?" spurgte jeg i en noget betuttet Tone. Tjeneren nikkede, hvorpaa jeg rakte ham mit Brev og anmodede ham om straks at aflevere det.
Ti Minutter efter spadserede Lord Robert ind i Stuen, Tjeneren havde ladet Døren staa aaben. "Jeg kommer for at hjælpe Dem," sagde han med denne Stemme, der lyder saa sikker paa et Velkommen, at man ikke kan bide ham af, "men hvor skal De hen?" "Det véd jeg ikke," sagde jeg lidt fortabt, og saa bukkede jeg mig og samlede Fotografier sammen af alle Livsens Kræfter.
Ilden lyste mod den brunlige Paryk den havde saadan underlig opstaaende Kanter og Ansigtet, hvor Munden mellem hundrede Rynker mindede om en sammenfoldet Kniv. Excellencen hørte ham ikke. Han bragte Theen tilligemed Morgenavisen, og pludselig vendte Excellencen sig. -Lad hende sy det, sagde han og rakte Tjeneren de blaa Blade.
"Det er godt," sagde Nikola, "saa kan du gaa." Da Tjeneren havde forladt Værelset, fløjtede min mærkelige Ven paa en underlig Maade. I samme Øjeblik kom den sorte Kat løbende ind, sprang op paa sin Herres Knæ og kravlede op paa hans Skulder. Nikola saá paa mig og smilede. "Den glemmer mig ikke, selv om jeg var borte i fem Aar," sagde han. "Hvilken Hustru vilde være saa stadig?" Jeg lo.
Han gik ind til en Konditor, fik fat i Vejviseren, skrev Adressen op. Han vilde gaa der straks. Etatsraaden spiste Frokost, men Tjeneren bad Hr. Høg vente i Salonen. William gik omkring og betragtede tankeløst de Hundreder af Nips paa Etagèrer og Hylder. Det var et helt Museum.
Tjeneren kom forbi med Isen, William flyttede sin Stol længere ind for at give Plads, kom saa til at røre ved Margretes Fod. Lige i det samme saá han paa hende, hun laa stadig lænet tilbage, rød i Kinderne. Hvor var de fløjlsbløde helt dunede. Hun rørte sig ikke. "Aa, hvor det køler," sagde hun til Gerson, som viftede hende, bøjet mod hende.
Hendes Naade sænkede Hovedet med et Suk: -Ja, sagde hun: Hvide kan jo altid lade være at tænke. Moderen svarede ikke. Faderen, som kom ind gennem Stuerne, stansede foran et Par Flakoner med Vin og spurgte Tjeneren: -Hvad er det for Madeira? Den Slanke bukkede: -Hendes Naade har givet Ordre.
Tjeneren Philip viste sig i Døren til Godsejerens Privatkontor. »Der er en Herre !« Godsejeren greb hurtig Visitkortet. »Lad ham straks komme herind!« Tjeneren bukkede. Kort efter stod en yngre Mand i Værelset. En høj, mørk, aristokratisk Skikkelse uden Skæg og med skarpe, markerede Træk. »Det er altsaa Grev Campnell?« Detektiven nikkede kort. »Hvormed kan jeg være til Tjeneste?«
Nu talte han uafbrudt, lo, spøgede med Tjeneren, fortalte Historier, ofte de besynderligste Historier, som fik William til at se ned i sin Tallerken og gjorde Nina rød i Hovedet. Desuden saá de, at Moderen led, og ligestraks, ligesom instinktmæssig, følte og delte de hendes Angst, hvis Grund de ikke kendte.
Uden at sé tilhøire eller venstre løb hun langs Husene lige til Etatsraadindens Port. Hun ringede. Tjeneren lukkede op. Han saa paa hende, Vandet drev af hendes Klæder. -Hvem vil De tale med, sagde han. Hun tog det vaade Slør bort fra sit Ansigt: Det er Grevinde Urne, sagde hun. Er Etatsraadinden hjemme. Og hun gik ham hastigt forbi ind i Gangen.