United States or Curaçao ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hvor ? spurgte Tinka, som var inde i en helt anden Historie, og lod Armene falde ned paa sine Ben. Her , sagde Tine i samme stille Tone og uden at tage sine Ojne fra Lyset. Jeg vilde ta'e til Lasarettet. Og endnu sagtere sagde hun: de traenger til Folk derhenne. Der blev stille lidt. Saa sagde Tinka;
Tine gik frem og tilbage og lavede til; ind gennem Dorene saa' hun Skovrideren, som sad og skrev ved sin Lampe. En Officer kaldte til Bords ved i Gangen at dundre paa en gammel Bakke, og Tinka tumlede ned ad Trappen med Skinken og et slukket Lys. Tinka var altid forpustet og hed, naar hun saadan havde hentet noget i Krogene, og rystede sig som en Topand, der kommer af Vandet.
Men Tinka og Maren ordnede i Kammeret om den Dode: hun laa med foldede Haender paa sin Seng under Fruens Billede. Tinka gik ind til Madam Bolling. Det var, som Madam Bolling var blevet affaeldig paa den ene Time. Hovedet faldt hid og did, og Stemmen kendtes ikke igen. Hun saa kun op paa Tinka og rejste sig. -Hvor er hun, spurgte hun. Tinka kunde ikke svare.
Gennem Huset horte man hvert Hammerslag, hvormed Tinka og Gusta i Salen faestede de hvide Lagener. Sofie listede ind i Kokkenet, hvor Husmandskonen syslede, raed for hver Stoj. -Hun ska' da vel i ordenlig Ligtoj? hviskede Sofie, som var hun angst for sin egen Stemme. Det var da en Dodsens Synd, om hun ikke skulde i ordenlig Ligtoj. -De gaar jo og klae'er hende, hviskede Husmandskonen tilbage.
Hun havde grædt hele Tiden som en Vandhane. Og saa kom de herover til Stilheden. I Begyndelsen af sit Ægteskab var Tinka skræmt og altid ængstelig, som om nogen vilde overfalde hende. Der var saa meget, som hun ikke havde tænkt sig, og Bai var saa voldsom i meget, hun mest bare led ved og taalte, skræmt og usikker som hun var.... Hun var ogsaa saa ganske fremmed og kendte slet ingen....
-Rask maa det gaa, rask maa det gaa, raabte Tinka, der arbejdede med opsmogede AErmer, saa Piskejernet i Roraegsfadet klang, mens hun satte i med Lovenhjelms Vise: Og hvem der nu i Sengen laa, naaede knap at faa Buxer paa, men hvem der stod og sov Hurra! Frelste sit Liv og sit Toj endda. Julia, Julia, Julia, Julia, Hopsasa!
De to Kaptejner blev vaekkede op af Tine Officererne havde altid et Ord til hende og hun et Svar til dem. Der var jo stadig et Par med Epauletter paa, som kom til og snakkede med hende; hvad hun saa tog sig til, baade ude og inde de stod hos: Man er ogsaa i Ilden, min Pige, sagde Tinka i Kroen til Tine og slog sig for Brystet.
Julia, Julia, Julia, Julia Hopsasa! Brevet var mest Sporgsmaal, fulde af Angst, og Talen om "gamle" Dage med "Husker De?" og "Husker De?" igen. Tinka sad og vuggede i Hofterne til Lovenhjelms Sang, mens Tine blev ved at laese det lange Brev Side efter Side. -Ja, du, sagde Tinka, da hun sluttede, og tog Vejret det er laenge siden. -Ja, sukkede Tine og slap Brevet: Laengesiden.
-Nu gik han forbi. Tinka var begyndt at ryste taus gik hun hen mod Veninden og hun tog hendes Haender, der var kolde og stive, som var de livlose. Hun fandt ingen Ord, hun tog kun Tine om Haaret og blev ved at glatte det, glatte og glatte det. -Tine, Tine, sagde hun. Tine loftede blot sit tunge Hoved og et Ojeblik saa hun paa Tinka med Ojne som en Hinds, der doer uden at fatte Doden .
Hun havde ikke sin Forstand mer, og hun begyndte at lobe gennem Huset, som ledte hun om en bortkommen Naal. Paa en Gang forlod hun alting og hun lob ned over Pladsen, ind gennem Krostuerne. -Hvor er Tinka, raabte hun, hvor er Tinka? som om Tinka vidste Besked. Og da Tinka kom, kunde hun ikke mere faa Ordene frem, men stod kun hjaelpelos, med rokkende Hoved.
Dagens Ord