United States or Belarus ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nu var det glemt altsammen, alt, hvad hun havde lidt i disse seks Dage siden han drog ud: nu kom han jo hjem. Tine lob hen til Lars Husmands; der vilde hun staa, naar han kom. Rundtom drog Soldaterne ud, uden Sang, tungt i den opblodte Vej. De vendte Hovederne og saa efter Tine, der lob dem forbi hendes Ansigt var saa friskt i Vinden, og hun havde en lille Slojfe faestet i sit Haar under Sjalet.
Som skulde Taget styrte, rystede Skolen i sin Grund. Kun Fru Appel sad stum og rolig foran Sengen hos sin dode Son. I Skovridergaarden var der stille. Tine horte kun nogle rastlose Skridt over Gulvene i Gavlen, mens hun gik gennem Huset. Hun gik rundt og hun stillede paa Plads. Saa undredes hun pludselig, hvorfor hun gjorde alt det og lod alting ligge uden Tanke.
-Jeg har baaret ham no'en Gang' over til Fruen, sagde hun, om Morgningerne ... for der vilde han over hun smilte pludselig gennem Graaden og ha'e Varmen, den Strik, sluttede hun og graed igen. -Ja, sagde Tine, der sad paa Sengekanten.
Er det nogen Platz for Fruentimmer hier? blev Majoren bekymret ved da de pludselig gennem hele Stuen horte Tine sige med sin hoje, glade Stemme nede ved Klaveret til Lovenhjelm et: -Nej Tak, Hr.
Aftenen var mild. Bag Smedens Haek brod en af Kroens Piger frem, fulgt af en Soldat. I Morket stod en Haandvogn midt paa Vejen. Det var Kroblingens Vogn med Ollet han var paa Vejen hjem. Han kendte Tine, og han begyndte at tale til hende, siddende mellem de to Hjul foran den tomme Tonde: -Jo, den gik godt nok om man saa'n ku' hold' 'en gaaende Ane forstod' et at bland' det tynde ol....
-Hun er vel ikke kon, sagde han og stansede paa Trinet og saa paa hende, men hun er sund, Skovrider, hun er sund. -Naa, Fa'er, sagde Tine, naa, Fa'er. -Og god , sagde Bolling og tog hende om Haaret. Ringeren gik over Pladsen, og Soldaterne samlede sig foran Kirkegaardsporten i en stor Klynge. Langsomt begyndte Klokkerne at lyde.
Han var saa glad, som havde han faaet sin Datter hjem fra en lang Rejse. Det begyndte at morkne, og Tine tog et Sjal om sig og satte sig ud paa Baenken paa Trappen. Kanonernes sidste Larm var dod hen og Alt var blevet tyst stille som en Husvalelse. Kun fra Smedjen lod den vante og hjemlige Hamren. Saa horte ogsaa den op; Drengen fik lukket og staengt, og Smeden kom hen over Pladsen med sin Hund.
Tilsidst kom de da ind i Kalechen: Farvel, Hans Husmand, blev Herluf ved at raabe; og Vognlygtelyset faldt hen over Dagligstuevinduerne og »Kontoret« og saa over Poppeltræerne de var ude af Gaarden. Oppe ved Mørkningsbænken stod Tine og vinkede med sit Tørklæde. Hun løb med Vognen og rakte Haanden ind over Forlæderet. Saa tog Herluf paa at græde.
Skovrideren skulde vel se det, sagde hun, og hun aabnede Doren; men paa en Gang blev hun staaende i Studerevaerelset, og han gik ene ind i Gaestekammeret. -Hvor der var kont og varmt, sagde Berg, da han kom tilbage. Tine vilde til at gaa nu. Hun syntes, det var saa uvant beklemmende, som om de to var ene i det hele Hus det forladte Hus.
Nu og da rejste Madam Bolling sig og, raadlos, gik hun frem og tilbage foran sin Stol i Krogen som et sygt Dyr. -Vil du ikke spise? sagde hun. -Nej Tak. Atter satte Madam Bolling sig. Bolling vaagnede. Ordene blev kun til utydelig Lallen i hans Mund, og han famlede om Postillen, indtil Tine tog den og laeste Skriftsprogene, som han ikke mer forstod og hun ikke horte. Faderen faldt hen.